den og Tydskland. Disse Folkeslag ere Kelter og Vender eller Slaver. De høre begge til den samme store Folke-Æt, der ogsaa indbefatter Germanerne, Sydeuropæerne og de ariske Folkeslag i Asien, nemlig den indo-europæiske. Vi have allerede seet, at der findes Levninger fra keltisk Befolkning i Sydsverige, Danmark og Nordtydskland, og vide tillige, at Befolkningen i Britannien og Gallien førend Romernes Angreb paa disse Lande, ja endog fra den første Tid, da de bleve bekjendte for Grækerne og Romerne, 5 til 600 Aar før Christi Fødsel, saagodtsom udelukkende var keltisk. Man skjelner mellem to Afdelinger af de nuværende keltiske Folk nemlig de saakaldte Gaeler, der nu alene findes i Skotland og Irland, altsaa yderst mod Vesten, og Kymrerne, der indtil det femte og sjette Aarhundrede efter Christi Fødsel beboede hele England, men af de indvandrede Angelsaxer ere blevne indskrænkede til Englands yderste Bjergegne mod Vest, nemlig Wales og Cornwall, og tillige bebo den nordvestligste Spidse af Frankrige eller Bretagne. At Gaelerne og Kymrerne, uagtet deres Slægtskab, dog staa hinanden langt fjernere end noget af de germaniske Folk staar sine Stammefæller, viser Sammenligningen af deres Sprog, og det er derfor tydeligt, at de hver for sig repræsentere to Hovedafdelinger, der uafhængigt af hinanden, og til forskjellige Tider, have vandret ind. Den gjensidige Beliggenhed af de Egne, begge Afdelinger nu indtage og i ældre Tider indtoge, viser, at den gaeliske, som den yderste, tillige er den tidligst indvandrede, og at den kymriske senere, maaskee endog flere Aarhundreder senere, har fulgt efter. Der mangler ikke paa Sagn blandt Kelterne, som bekræfte denne Slutning, idet de antyde en dobbelt Indvandring, en forhistorisk, en anden sildigere; der tydes endog hen paa, at de sidst indvandrede kom fra Nordsøens Kyster og Rhin-Egnene[1]. Navnet Kimbrer eller Kimrer paa den jydske Halvøes ældre Hovedbefolkning betegner denne tilstrækkeligt som kymrisk, og de keltiske Levninger paa hele den nordeuropæiske Slette hidrøre derfor vistnok, især længst mod Øst, fra kymriske Stammer, der boede adspredte i de dengang forstørstedelen skovbegroede Egne. Af den romerske Historie erfare vi, at der i Tidsrummet mellem 600 og 400 Aar for Christus skete hyppige og voldsomme Indvandringer af keltiske Galler fra det nuværende Frankrige, hvilke først indtog og satte sig fast i Øvreitalien, siden endog strejfede over hele Halvøen, bragte Rom sin Undergang nær, og først efter en flere Aarhundreder vedvarende, haardnakket Kamp bleve undertvungne af Romerne. Denne Folkebevægelse kan ej have fundet Sted uden Aarsag,
- ↑ Ammian nævner om et Sagn, bevaret blandt de galliske Druider: at en Deel af Folket var Landets egne Børn, en anden Deel kommen fra de yderste Øer og Egnene hiinsides Rhinen, hvorfra Krig og Oversvømmelser havde drevet dem. (IV. 9.) Kymriske Sagn fra Wales fortælle om at de første Beboere af Britannien kom over „det taagede Hav“ (Nordsøen), og at der senere kom andre kymriske Folkesværme fra Gallien. (Turner, history of the Anglosaxons I. 95, 55).
