og denne Aarsag har ganske vist neppe været nogen anden end de yngre keltiske eller kymriske Folkehobes Indtrængen fra Nordøsten. Nu erfarer man tillige, at de saakaldte Kimmerier, hvilke Homer omtaler som Beboerne af Egnene nord for det sorte Hav, og tidligere end hvilke ingen Beboere af disse Egne kjendes, henimod Begyndelsen af det 6te Aarhundrede f. Chr. fortrængtes af de fra Østen fremstyrtende Skyther, og splittedes i to Afdelinger, af hvilke den ene mindre, fulgte det sorte Havs Kyster mod Syd, den anden og større, drog sig hen til de vestligere Egne mod Oceanet; der tilføjes endog udtrykkeligt, at de vare Kimbrernes Stamfædre. Vi finde saaledes temmelig nøjagtigt angivet, baade naar og hvorledes den kymriske Vandring fandt Sted. Fra Ukraines Stepper har den gaaet langs de store østersøiske Floder til Østersøen, og videre langs den nordeuropæiske Slette til Nordsøen og de af Gaeler (Galler) og andre Folk allerede beboede Egne. Naar derimod den tidligste keltiske, eller gaeliske (galliske) Indvandring skete, kan ej engang tilnærmelsesviis angives, thi den ligger forud for alle historiske Traditioner[1].
Vi see altsaa de saakaldte Skyther, i umiddelbar Berørelse med Kymrerne; vi finde deres yderste Led mod Vest der, hvor Kelternes yderste Led mod Øst ophører. Hvor langt de af Kymrerne besatte nye Landstrækninger naaede mod Østen, hvor langt Skytherne fulgte dem mod Vest, om de fremdeles vedbleve at staae i umiddelbar Berørelse med Kymrerne eller om andre Nationer eller Ødestrækninger adskilte dem, lader sig ikke med Bestemthed angive. Det bliver dog saare vanskeligt, ja endog umuligt, at gjette paa, hvilke Nationer det skulde være, der saaledes havde kilet sig ind mellem Kelterne og Skytherne, med mindre det skulde være nogle faa Finner eller Tschuder. Herodot omtaler desuden Skythernes Stamme som boende langt op mod det nuværende Polen[2], medens der endog i det nuværende Tydsklands østligste Egne boede Kelter[3]; der er saaledes neppe engang Plads for Mellemnationer, thi Strækningen mellem Oderens og Dneprs Kilder maa i hiin fjerne Tid have bestaaet i ubeboelige Urskove og Moradser.
Under Navnet Skyther forstode de gamle græske og romerske Forfattere ikke saameget et enkelt Folk, som et Indbegreb af flere beslægtede Folkeslag, der strakte sig i en Række ligefra Thrakien forbi Kaukasus til de ariske Fjeldegne i Asien, hvor de berørte de ariske Folk (Zendfolk og Hinduer), med hvilke de stod i det nærmeste Slægtskab. De Navne og andre Ord som de sydlandske Forfattere hist og her anføre af de thrakiske, getiske, skythiske, sarmatiske og massagetiske Sprog, have alle een og samme
