uafhængigt af Rækkens egne Genealogier, tilbyde sig. Saaledes bliver det omsider muligt, nogenledes at udfinde Gruppernes indbyrdes Forhold til hinanden, og Maaden, hvorpaa den vilkaarlige Sammenknytning har fundet Sted.
Af hine Slægtrækker have vi allerede nævnt tre, der lagdes til Grund for al ældre Tidsregning, og som derfor ansaaes for de vigtigste, nemlig Ynglinge-Rækken eller Rækken fra Ingvefrey til Halfdan Svartes Søskendebarn Ragnvald Olafssøn; Haaleygja-Rækken eller Rækken fra Odin og Seming til Haakon Jarl, og Skjoldunge-Rækken fra Odin og Skjold til Harald Hildetand. Om Ynglinge-Rækken vide vi, at den allerede i det 9de Aarhundrede blev sat i Vers af Halfdan Svartes Skald Thjodolf fra Hvin; man tør ikke engang paastaa at han var den, der først bragte den istand, tvertimod er der største Rimelighed for, at den allerede var istandbragt idetmindste een Generation før hans Tid[1]. Hvad Skjoldunge-Rækken angaar, da stemmer den, endog i sine Fejl, saa vel med Ynglinge-Rækken, at den ene af disse nødvendigviis maa antages at være udarbejdet med Hensyn til den anden. Rimeligviis ere de samtidigt bragte istand, og om end Skjoldunge-Rækken, der laa Norges Interesser noget fjernere, er lidt yngre end hiin, kan Forskjellen i deres Udarbejdelsestid dog neppe være betydelig. Haaleyge-Rækken sattes i Vers af Eivind Skaldespilder ved Slutningen af det 10de Aarhundrede[2], den er altsaa i den Skikkelse, hvori vi kjende den, idetmindste ikke yngre end Eivind, men er sandsynligviis endog meget ældre. Vi have ovenfor paaviist en enkelt Uovereensstemmelse mellem den og Ynglinge-Rækken, medens vi tillige have omtalt, hvorledes den forøvrigt med Hensyn til Antallet af Slægtledene fra Odin passer saa godt med denne og følgelig med Skjoldungerækken, at der opstaar en sterk Formodning om at vore Forfædre allerede i hine gamle Tider havde opstillet et bestemt Tidspunkt, paa hvilket de antoge at Odin og hans Sønner skulde have levet. Slægtrækkerne kunne saaledes ansees som de ældste Prøver paa vore Forfædres historisk-kritiske Kombinationer, og alene af denne Aarsag bliver det af stor Interesse at lære dem at kjende i den Skikkelse, hvori de ere os overleverede, om de end ikke vare os vigtige som den Grundvold, paa hvilken senere Sagnoptegnerne uden Tanke om Tvivl opførte Fremstillingen af de ældste Tiders Historie, og hvortil de knyttede sildigere Tiders Genealogier. Ikke at tale om, at meget af hvad vi ovenfor have paapeget, ej bliver. ret iøjnefaldende, førend Slægtrækkerne selv betragtes.
