Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/390

Denne siden er korrekturlest
362
Ragnar Lodbrok.


Disse lade Ragnar begynde sin Krigerbane med en ikke mindre æventyrlig Bedrift. Herrød Jarl i Gautland, fortælle de, havde en dejlig Datter ved Navn Thora, der blev kaldet Borgarhjort, fordi hun var saa meget smukkere end andre Kvinder, som Hjorten er smukkere end andre Dyr. Hendes Fader gav hende engang en liden, meget fager Lyngorm, hvilken hun forvarede i en Eske og lagde Guld under den. Den voxede og voxede saa længe indtil den ej mere fik Rum i Esken eller siden i Kamret, men laa i en Ring udenomkring hendes Skemme[1] og bed i sin Hale; den var saa bidsk og olm, at den ej vilde tillade nogen at komme ind, uden den, der gav den Mad, og hver Dag aad den en heel Oxe. Guldet, som den laa paa, voxede tilligemed den. Jarlen aflagde nu ved Bragebægeret det Løfte, at den, der kunde dræbe Ormen, skulde faa hans Datter til Egte, og Guldet, den rugede over, i Medgift. Men ingen vovede at binde an med Ormen, førend Ragnar, som da endnu kun var femten Aar gammel, indfandt sig[2]. Han havde ladet sig gjøre en heel Dragt, baade Kappe og Buxer (brók) af loddent eller ragget Klæde, og tovet dem ind med Tjære, Beg og Sand, for at holde Ormens Edder ude; det lykkedes ham ogsaa uskadt at gjennembore Ormen, saa at den døde. Han havde taget Geirnaglen af Spydet, saa at Odden blev siddende tilbage; selv gik han ubemerket bort, og gav sig først senere tilkjende, da Jarlen havde ladet sammenkalde et Thing for at den, der var i Besiddelse af det til Spydodden passende Skaft, kunde melde sig som Ormens Betvinger[3]. Han egtede nu Thora og havde med hende Sønnerne Erik og Agnar. Den Dragt, han havde iført sig, skaffede ham Tilnavnet „Lodbrok“.

En Stund efter døde Thora, og Ragnar drog paa ny i Viking for at kvæle sin Sorg. En Sommer styrede han til Norge, og lagde nu sine Skibe ind ved Spangereid, der forener Lindesnes med Fastlandet. Om Morgenen skulde Madsvendene gaa i Land og tage Brød. De saa et lidet Huus i

  1. Skemme kaldtes det til Kvindernes Bolig særskilt indrettede Huus paa en større Gaard.
  2. Denne hele Fortælling er ikke alene i sig selv fabelagtig, men den er derhos kun en Modifikation af et i Norden temmelig hyppigt Æventyr om en Kongedatter, der opføder et eller andet lidet Insekt eller Krybdyr indtil det opnaar en overnaturlig Størrelse.
  3. Her gjenkjende vi atter en i vore Folkeæventyr særdeles hyppig Vending. En Ungersvend befrir en Kongedatter ved at dræbe en Lyngorm eller Drage, hvis Drabsmand hendes Fader har lovet baade hendes Haand og det halve Rige. Han giver sig desuagtet ej tilkjende, men nøjer sig med enten at lade Spydodden staa i Saaret, eller at afskære Dyrets Tunge og gjemme den hos sig; først senere fremtræder han med disse Legitimationer, sædvanligviis efterat en eller anden Ridder Rød har forsøgt at tilvende sig Æren af at have udført Heltegjerningen.