sagde at han kun havde villet sætte hende paa Prøve, hvorvidt hun forstod hvad han meente, og lovede at komme næste Morgen. Hun tog nu et Ørred-Net, svøbte sig ind deri, og lod sit Haar hænge ned: saaledes var hun hverken nogen eller klædt; hun bed i en Løg, saa at man ej kunde negte at hun havde smagt Mad, uden dog at være mæt; hun medtog en Hund, altsaa var hun ikke ene, skjønt intet Menneske fulgte. Hun kom til Skibet, og var fager at see til, thi hendes Haar var blankt som Guld. Ragnar spurgte hvo hun var. Hun sagde det, og lagde til, at hun bogstaveligt havde opfyldt hans Anmodning. Han bad hende komme ombord. Herpaa vilde hun dog ikke indlade sig, førend Kongen havde tilsagt hende og hendes Følgesvend Sikkerhed. Dette Tilsagn blev kun daarligt holdt, thi da hun kom til Forrummet, og Kongen gik hende i Møde, bed Hunden ham i Haanden og blev strax dræbt af hans Folk. Han lod hende sætte sig hos ham, samtalede med hende og syntes godt om hende, men kunde ej bevæge hende til at forblive der paa Skibet om Natten. Om Giftermaal vilde hun intet høre, førend han kom tilbage fra sin Rejse, og endnu ikke havde forandret Sind. Heller ikke var hun at formaa til at modtage en guldsømmet Serk, Thora Borgarhjort havde ejet; slige prægtige Klæder, sagde hun, skikkede sig ikke for den ringe Kraaka, saa længe hun opholdt sig hos Aake og Grima, og vogtede Geder ved Søen. Hun gik nu hjem, og Ragnar fortsatte sit Tog. Paa Tilbagevejen lagde han ind til Spangereid, og sendte strax Bud efter Kraaka, thi han havde ikke forandret sit Sind. Kraaka traadte den følgende Morgen for Aakes og Grimas Seng, og sagde at hun nu vilde drage bort, at hun meget vel vidste at de havde myrdet hendes Fosterfader, men at hun dog ikke vilde tage nogen Hevn derover, fordi hun saa længe havde været hos dem. Hun gik til Ragnars Skib og blev vel modtagen, men var dog ej at formaa til at skjenke ham noget yderligere Kjærlighedsbeviis, førend han var kommen hjem, og havde holdt ordentligt Bryllup med hende. De fik flere Børn. Den ældste, ved Navn Ivar, havde, som det fortælles, ikke Been men kun Brusk i sit Legeme, saa at han ej kunde gaa, men maatte bæres; derimod var han overmaade viis[1]. Deres øvrige Sønner hed Bjørn, Hvitserk, Ragnvald og Sigurd; den sidste fik Tilnavnet „Orm i Øje“, fordi det saa ud, som om der laa en Orm omkring hver af hans Øjestene[2].
- ↑ Den foregivne Aarsag til at Ivar ej havde Been i sit Legeme, nævnes i Ragnars Saga Cap. 5, 6.
- ↑ Ragnars Saga, Cap. 8. Denne Saga fortæller i Cap. 7 om et Tog, Ragnars og Aslaugs Sønner, den endnu ikke føde Sigurd undtagen, foretoge til et Sted, kaldet Hvitaby, hvorfra Ragnar tidligere havde maattet vende tilbage med uforrettet Sag, men som de ved Ivars Klogskab betvang, dog først efterat Ragnvald var falden. Saxo lader Ragnar, endnu førend han fælder Ormen, overvinde de oprørske Skaaninger ved Hvitaby (S. 442, 443).
