Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/396

Denne siden er korrekturlest
368
. Ragnar Lodbrok.

Slaget mellem Ragnar og Harald stod paa Ulleraker, det samme Sted i Svithjod, hvor Eystein ifølge Kraakumaal faldt. Det er muligt, at den Kilde, Saxo her har fulgt, ej udtrykkeligt har nævnt Eystein ved Navn, men om den end havde nævnt ham, vilde det lige saa lidet have afholdt Saxo fra at ombytte Navnet Eystein med Harald, som han har taget i Betænkning at henføre det bekjendte svenske Ulleraker (i Nærheden af Uppsala), til Skaane eller Jylland[1]. I Hladgerds Tog for at understøtte Ragnar spore vi umiskjendelige Reminiscenser af Aslaugs Tog til Sverige i Forening med hendes Sønner.

Denne Strid med Kong Eystein i Svithjod synes saaledes at være en virkelig historisk Begivenhed, og en af de meest fremragende i Ragnars Historie. Saxo veed endnu at fortælle om en Krig, han førte med Herrøds Efterfølger Sørle, der vilde tilvende sig Thoras Sønners Mødrenearv; i denne, heder det, bestod Ragnar med tre af sine Sønner en Kamp med Berserken Skarde og hans 7 Sønner, der trods deres større Antal bleve overvundne. Bjørn, Ragnars Søn, skal ved denne Lejlighed have faaet Tilnavnet Jernside, fordi han ikke var bleven saaret i Striden[2]. Saxo fortæller ligeledes, hvorledes Ragnar efter at have indsat Bjørn til Konge i Sverige, blev indtagen i Æsberns, en simpel Mands Datter, besøgte hende forklædt som Fruentimmer, og havde med hende Sønnen Ubbe[3]. Han har derpaa vidtløftige Beretninger om Ragnars Tog til Hellesponten (Østerleden). Først bekrigede og overvandt han Hellespontens Konge Dian, der selv faldt, siden dennes Sønner Dian og Daxon, der havde den russiske Konges Døttre til Egte, og derfor understøttedes af ham. Dian faldt, og Daxon flygtede til Skytherne, der ligeledes bleve overvundne, hvorefter Ragnar satte sin Søn Hvitserk til Konge i Hellesponten. Han overvandt derpaa og fældte Bjarmernes Konge, fordrev hans Ven, Finnekongen Mattull, der havde hjulpet ham, og modtog Kurers og Sembers Hylding. Siden heder det at Daxon overrumplede og fangede Hvitserk, der herskede over Sverige. Dette Navn tages her i Betydningen „det kolde eller østlige Sverige“ eller Rusland. Af Beundring over den Tapperhed, hvormed Hvitserk havde forsvaret sig, tilbød Daxon ham Livet og sin Datter til Egte med Halvdelen af Riget i Medgift, men Hvitserk foretrak at dø, og lod sig brænde med sine Staldbrødre[4]. Her gjenkjendes atter et Træk af

  1. Saxo omtaler virkelig (S. 464) en „Ostenus“ i Sverige, ved hvis Ondskab Erik Vedrhatt blev dræbt, og som tillige fældte Agnar, der vilde hevne sin Broder, men han synes ikke at antage Østen for Konge, og henfører disse Begivenheder til Tiden efter Ragnars Død.
  2. Saxo, 9de B. S. 450.
  3. S. 451.
  4. S. 451 fgg.