skerne, men virkelig den første, som erhvervede Besiddelser eller grundlagde Riget i Sønderjylland, skjønnes deraf, at der før hans Tid ikke er Tale om Nordmænd, og at disse andensteds netop paa denne Tid omtales som et Folk, med hvilket Frankerne gjorde Bekjendtskab for første Gang[1]. Halfdans Krigstog have altsaa fornemmelig bestaaet i at erobre Sønderjylland i Forening med Sigfrid. Af den Omstændighed, at baade Eystein og Halfdan bleve højlagte paa Borro, ikke i Skiringssal, skulde man næsten formode, at de ej have været i Besiddelse af dette Sted, men at det ved Deling mellem Brødrene eller Frænderne er kommet til at tilhøre Sigfrid. At vore Oldskrifter tie herom, er ej at undres over, da den eneste Kilde, man foruden dunkle Sagn havde at holde sig til, Thjodolfs Ynglingatal, følger Ætten i lige nedstigende Linje fra Fader til Søn, uden at tale om Brødre eller Fættere. For den Sags Skyld kan altsaa Ætten gjerne have haft langt flere Medlemmer, end dem, han nævner.
I Skiringssal, hvor der foruden Kongsgaarden ogsaa var et anseet Tempel, hvortil Folk søgte sammen fra hele Viken, maatte der nødvendigviis tillige opstaa en Handelsplads. Denne omtales ogsaa endnu inden Udgangen af det 9de Aarhundrede, efter Nordmanden Ottars Beretning, af den engelske Konge Alfred, og der kan ingen Tvivl være om, at den allerede var til paa Eysteins, Halfdans og Sigfrids Tider. Om dens Beliggenhed vidner endnu Navnet Kaupang (d. e. Kjøbstad) paa et Par Gaarde ved den saakaldte Viggsfjord, der fra Laarvigsfjorden skærer sig ind mod Øst. Her er der en god Havn, og i Nærheden vrimler der saaledes af Gravhøje, at man tydeligt kan see at mange Familier her maa have boet tilsammen. Noget længere fra Søen ligger nu paa en aaben Plads den ældgamle Thjøling (fordum Þjóðalyng) Kirke; paa denne Plads (Þjóða-lyng d. e. Folke-Lynget, Folke-Heden) er der endnu Spor af en stor Steensætning, rimeligviis en Dom-Ring; at Templet har staaet hvor Kirken nu staar, og at altsaa denne Plads, Thjoda-Lynget, er den, paa hvilken Folk fra alle Kanter i Viken kom sammen for at forrette deres Andagt, er sandsynligt. Længer mod Vest laa den gamle Kongsgaard Geirstad (nu Gjerstad).
Som den fornemste, maaskee den eneste Søhandelsplads i Nordmændenes sønderjydske Rige nævnes meget tidligt (804) det ved Bunden af Fjorden Slie eller Slen beliggende Slesvig, og der kan neppe være nogen Tvivl om, at det allerede fra Sigfrids Tid var de herværende Nordmanna-Kongers Hoved-Opholdssted. Det forekommer allerførst under Benævnelsen
- ↑ Nemlig i St. Liudgers Levnetsbeskrivelse, hvor han forudsiger de Ulykker, Nordmannerne skulde bringe over Tydskland (Pertz II. 412), og i den Sant-galliske Munks gesta Karoli II. Cap. 14, hvor Kejseren, ligeledes omtrent paa samme Tid, foregives at spaa om den store Skade, Nordmannerne vilde komme til at udrette. (Pertz II. 757). Se mere herom nedenfor § 7.
