opholdt sig hos Sviarne, men nu fik saadant Tilløb fra Danernes hele Land, at de med ringe Møje overvandt hine og fordreve dem fra Riget[1]. Man maa heraf slutte, at Olaf, Gudrøds Søn, ikke saa fredeligt, som det efter Ynglingasaga synes, fik Vestfold i Besiddelse efter Faderens Død, men at Harald og Ragnfrid havde fordrevet ham derfra, og nødt ham og hans Brødre til at ty til Sviakongen, deres Overherre, hos hvem de et Par Aars Tid maatte opholde sig i Landflygtighed. Dette forklarer ogsaa, hvorledes Kongerne i Alfheim og paa Oplandene strax efter Gudrøds Død saaledes spille Mester. Ragnfrid og Harald samlede imidlertid Folk paa ny og angrebe Gudrøds Sønner det følgende Aar (814), men bleve slagne, og Ragnfrid faldt, dog faldt ogsaa den ældste af Gudrøds Sønner. Harald, Ragnfrids Broder, opgav nu Haabet om at kunne hjelpe sig selv, og tyede til Kejser Ludvig den Fromme, der i dette Aar havde besteget Thronen efter sin Fader. Kejseren modtog ham venligt og bød ham at opholde sig i Saxland, indtil han kunde skaffe ham Hjelp. Han gav ogsaa Saxerne og Abotriterne Befaling at udruste sig til et saadant Tog, og allerede ved Vintertid forsøgte man to Gange forgjæves paa at kunne komme over Isen paa Elben. Endelig kom Toget istand midt i Mai Maaned (815); de saxiske Grever og Abotriternes Hær rykkede under den kejserlige Hærfører Baldrik over Eideren ind i Sinlendi, og slog Leje ved Havbredden. Gudrøds Sønner havde imidlertid ogsaa samlet en stor Hær og en Flaade af 200 Skibe, med hvilke de lagde sig ved en Ø i tre Miles Afstand fra Fastlandet uden at vove at angribe den kejserlige Hær. Da denne havde ventet i tre Dage, herjede den de nærmeste Hereder, tog 40 Gisler af Indbyggerne, og vendte tilbage, uden forresten at have udrettet noget synderligt for Harald. Denne vedblev, som det synes paa egen Haand, vel og med nogen Understøttelse fra Saxland, at forurolige Gudrøds Sønner, som derfor sendte Gesandter til Kejseren og bade om Fred, hvilken de lovede at holde. Men da man ikke troede paa deres Oprigtighed, ænsede man ej deres Anmodning, og understøttede fremdeles Harald. Gudrøds Sønner fik imidlertid en uventet Bundsforvandt i Abotriternes Fyrste Sklaomir, der efter Trasikos Død havde hersket alene, men nu fik den Befaling af Kejseren, at han skulde dele Riget med Trasikos Søn Keadrog. Herover blev han saa vred, at han svor, at han aldrig mere skulde gaa over Elben eller indfinde sig hos Kejseren, sendte Gesandter „hiinsides Havet“ til Gudrøds Sønner, sluttede Forbund med dem,
- ↑ Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 200. Der staar udtrykkeligt: „qui (Harald og Ragnfrid) tamen eo tempore domi non erant, sed ad Westerfoldam cum exercitu profecti, quæ regio ultima regni eorum inter septembrionem et occidentem sita, contra aquilonalem Britanniæ summitatem respicit“. Her kan der ej være nogen Tvivl om at Vestfold er meent, og nordmanniske Vikinger kaldes senere i Frankrig ved 813 Vestfaldingi, se nedenfor § 8.
