Folk Tigurinerne, og at allerede Posidonius (hos Strabo), siden Plutarch anseer dem for de samme som Kimmerierne[1]. Teutonernes Tydskhed er ogsaa heel tvivlsom. Ordet Teut-, hvoraf deres Navn er sammensat, forekommer ikke saa meget i det tydske, som keltiske Navne, f. Ex. Teutomatus, Teutomalus; Romerne stødte allerførst paa dem i galliske Egne og tildeels i Forbindelse med galliske Nationer; hvad Plinius angaar, da kan man ikke ret stole paa ham, efterdi han ofte benytter Notitser, flere hundrede Aar gamle, som om de vare samtidige, og blander dem sammen med samtidige (f. Ex. hvor han omtaler Thule og Mare cronium), en Fejl, hvori overhoved alle de ældre Geographer have gjort sig skyldige. Desuden kunde Tilfældet være med Teutonerne, som maaskee med Kimbrerne og ganske vist med Bojerne, at deres Navne vedbleve i de af dem tidligere beboede Egne, og gik over paa deres Efterfølgere. Det er derfor ikke usandsynligt at Kimbrerne og Teutonerne virkelig vare keltiske Folkeslag, og i dette Tilfælde kan man ansee deres Tog for den sidste Akt af det keltiske Folks Bortdrivelse fra Nordtydskland[2]. Endnu paa Pytheas’s Tid boede Teutoner i Nærheden af Guttonerne eller Goterne; i det andet Aarhundrede før Christus blev de fordrevne, og paa Cæsars Tid er Nordtydskland indtil Rhinen germanisk.
Ved Romernes Krige med Germanerne under Augustus og Tiberius lærte de deres Land nærmere at kjende. Tiberius selv kom som Hærfører, førend han blev Kejser, til Elbens Munding, og Germanicus gjorde endog (16 e. Chr.) et Søtog med en Flaade, fra Elven Ems ud i Nordsøen, hvor han blev overfalden af en frygtelig Storm, der adsplittede Flaaden, drev enkelte af Skibene til fjernere Kyster, saasom til Britannien og andre langtbortliggende Øer; nogle af disse Skibbrudne kom senere tilbage og fortalte om de merkelige Begivenheder, de havde oplevet. Det heder udtrykkeligt, at Angrivarierne, et germanisk, med Romerne forbundet Folk, der boede Nord for Elben, havde løskjøbt flere af dem fra de indenfor (altsaa østenfor) boende Nationer, hvilket viser, at enkelte af Skibene maaskee endog have været drevne forbi Skagen, ind i Kattegattet. Ved disse og lignende
- ↑ Strabo, VII, p. 293. Plutarch, Marius, Cap. XI.
- ↑ De, som fremdeles paastaa Kimbrernes og Teutonernes Tydskhed, kunne dog ikke negte Navnenes keltiske Charakter. Ogsaa de faa kimbriske og teutoniske Egnenavne, der ere opbevarede, have keltisk Charakter, f. Ex. Bojorix, Cesorix, der ere aldeles af samme Slags som Ambiorix, Dumnorix, Vercingetorix, ja Livius anfører selv etsteds (XXXLV, 46) Bojorix som et keltisk Navn. Lugius, Claodicus ere mindre charakteristiske, men Teutoboch eller Teutobod, Navnet paa Teutonernes Anfører, har keltisk Klang. Man vil i alle Fald ej kunne negte Muligheden af at tydske Folkeslag, der tog de kimbriske og teutoniske Kelters Plads, ogsaa optog deres Navn.
