nemlig Frostathingsloven for Thrøndelagen, Nordmøre, Raumsdal og de nordligere Fylker, Gulathingsloven for Fylkerne fra Søndmøre til Rygjarbit, og endelig Eidsivathingslov for hvad vi nu kalde Østlandet. Frosta- og Gulathingslovens første egentlige Organisation tillægges Haakon den Gode[1], men Eidsivalovens Halfdan Svarte. Det er altsaa klart, at han har søgt at sammenknytte de hidtil altfor løse Bestanddele af sit Rige ved at lade dem slutte sig til Eidsiva-Thingforeningen, og ved at faa Eidsivaloven vedtagen som gjeldende (hvad den allerede i Virkeligheden var) i dem alle. Men dette maatte altid gjøre saa mange Tillempninger og Forandringer nødvendige, at man paa en vis Maade kunde sige at han gav eller satte (fastsatte) Eidsivaloven, medens hans Virksomhed i denne Henseende dog strengt taget kun har indskrænket sig til at samle og ordne de allerede gjeldende Bestemmelser, at indrette nye, og som man maa antage, skærpede Saktal, at faa den ordnede og forbedrede Lov vedtagen i de Dele af Riget, der endnu ikke hørte til Foreningen, og ligeledes at faa de samme Rigsdele til at slutte sig til denne. Halfdans Foranstaltning, skjønt den i Sagaerne kun omtales med faa Ord, har saaledes været af overordentlig Vigtighed i politisk Henseende. Den har allerførst vakt Bevidstheden om politisk Eenhed i en større Deel af Landet, og den har derved lagt Grunden til Foreningen af alle Norges Fylker. Thi som Herre over det samlede og til eet Heelt sammenknyttede oplandsk-vestfoldske Rige havde Harald Haarfagre allerede en saa stor Overmagt at begynde med, at Udfaldet af hans Kamp mod de øvrige Fylkekonger var let at forudsee. Halfdans saakaldte Lovgivning er langt mere et politisk, end et legislatorisk Foretagende.
Halfdans udvidede Eidsiva-Thingforening indbefattede altsaa nu Raumafylke, Størstedelen af Heinafylke, Land og Hadeland, Vestfold og Vingulmark; hertil kom ogsaa, idetmindste efter hans Brodersøn Ragnvalds Død, Grenland, Vestmare og det sydligste af Vestfold, og tillige det nordligste af Vermeland[2]. Under senere Konger forøgedes den ogsaa med Gudbrandsdalen, Østerdalen, Thelemarken og Alfheime; den blev derved af uforholdsmæssig stor Udstrækning, hvilket i Forbindelse med politiske Forviklinger, der nedenfor skulle omtales, bragte det egentlige Viken, eller Sødistrikterne, til at slutte sig nærmere sammen, hvorved tilsidst et fjerde Hovedthing opstod, Borgarthinget, uden at dets Distrikt dog ansaaes anderledes end som en Underafdeling af Eidsivathingets[3]. Det maa ellers erin-
- ↑ Snorre, Haakon den Godes Saga Cap. 11. Jevnfør de ovenanførte Steder, og de fortrinlige Bemerkninger ved Cap. 31 i Ólafs Saga helga, udg. af Keyser og Unger, i denne Udg. S. 105, 106.
- ↑ I Harald Haarf. Saga Cap. 15, heder det udtrykkeligt, at Bonden Aake i Vermeland, havde været Halfdan Svartes Mand.
- ↑ Borgarthinget havde vistnok en Tid sit eget Thingdistrikt, men deres Lov var desuagtet oprindeligt Eidsivathingsloven. Ved at sammenligne de eneste Levninger, vi have tilbage af de ældre Eidsivathings- og Borgarthings-Love, nemlig Christenretterne, med hinanden, finde vi Overeensstemmelse i alt det væsentlige, og de nærme sig til hinanden langt mere end til Gulathings- eller Frostathings-Christenretterne eller disse til hinanden indbyrdes. Den gautske Indvirkning viser sig ogsaa temmelig kjendeligt i dem, især med Hensyn til Valget af enkelte Ord og Talemaader.
