Anledninger, som ej engang ere omtalte, men som ofte maa have kunnet forefalde under den langvarige Krig, maatte Romernes geographiske Kundskaber om Germanien betydeligt udvides. Imidlertid finder man ikke at den græske Geograph Strabo, der skrev paa Augusts Tid, har erfaret eller benyttet synderligt af disse nye Opdagelser. Pomponius Mela derimod, som levede omtr. 50 Aar e. Chr., har virkelig nogle nyere Efterretninger om Germanien. Han veed at fortælle om den store codaniske Bugt, opfyldt med mange større og mindre Øer, saa at Havet snarere ligner Strømme, ovenfor Elben; om Kimbrer og Teutoner, der boe paa det Land, der omgiver Bugten; om at hiinsides dem boe Germaniens yderste Folk Hermonerne. Fra Germanien gaar han til Sarmatien, som af ham endnu sættes vestenfor Vistula (Weichsel), hvilken Elv ej omtales af nogen ældre Forfatter. Fra Sarmatien kommer han til Skythien. Ved at omtale Oceanets Øer nævner han ogsaa Øerne i den codaniske Bugt, hvoriblandt Scandinavia, beboet af Teutoner. Forresten gjentager han endeel af de ældre Geographers Beretninger om nogle[1] fabelagtige Folkeslag længer mod Norden, om Thule o. a. d. At Mela her nævner Kimbrer og Teutoner som Germaner, navnligt som Beboere af Scandinavia, har ej saameget at betyde, naar vi see, hvorledes han og hans Efterfølgere ved Siden af de samtidige Beretninger, de meddele, ogsaa gjentage Forgængernes Ord. Men af Vigtighed er hans Omtale af Scandinavia, hvis egte gotiske Navn noksom vidner om gotisk eller ialfald germanisk Befolkning[2]; af Vigtighed er ligeledes hans Antydning af at Weichselen endnu ikke var Germaniens Østgrændse, og at altsaa Sar-
- ↑ Nemlig, at der paa Øerne ligeoverfor Sarmatien skulde bo et Folk, der kaldtes Oæoner, og som kun levede af Fugleæg og Havre, et andet, Hippopoder, med Hestefødder, et tredie, Panoter med Øren saa store, at de deri kunde indhylle hele Legemet. Disse Navne ere, som man lettelig seer, græske Sammensætninger, der betegne de i Beskrivelsen udhævede Egenheder; „Oæoner“ af ὠόν et Æg, Hippopoder af ἳππος (Hest) og ποῦς (Fod), Panoter af πᾶν (Alt) og οὖς, ὠτός, (et Øre). De hidrøre saaledes fra de græske Geographer, som opfandt dem, og ere følgelig uden ringeste Værd eller historisk Betydning. Man gjenkjender dem, skjønt saare forvanskede,i Plinius’s Meddelelse af gamle tildeels med Pytheas samtidige, Beretninger om Øer ved Skythiens Kyst. Oæonerne kaldes saaledes hos Plinius Ooner, Hippopodernes Navn er uforandret; Panoterne (hvis Navn ogsaa i et Haandskrift af Mela forvanskes til Satmaler), kaldes hos Plinius Fanesier (af Panoti er der neml. gjort Phanoti, Phanosii, Fanesii). Tacitus’s fabelagtige Hellusier og Orioner (Germ. 46) ere upaatvivlelig de samme.
- ↑ I Scandinavi (-a er kun den latinske Endelse), er -avi den oldgermaniske og gotiske Form for det oldnorske ey (oprindelig aui), vort Ø; Scandin er en Afledsform af Skandja, Navnets kortere Form, hvorfor Plinius ogsaa skriver Scandia. Skandinavi betyder saaledes kun „Øen Skandja“. Skandin sammendrages i Oldn. til Skán, hvoraf Skáni, og Skandin-avi saaledes til Skán-ey, hvilke Navne begge betegne det nuværende Skaane.
