ser overtale til at antage Christendommen. Men dette hindrede dog ikke andre Vikingeskarer fra at herje det frankiske Riges Kyster. Det heder udtrykkeligt, at efterat Kong Erik, foruroliget af sine to Frænder, havde seet sig nødt til at dele Riget med dem, samlede Rørek, Haralds Brodersøn, strax en Hær af Nordmænd, og herjede Frisland. Det synes heraf temmelig klart, at Rørek selv bar været den ene af disse Frænder, at han har traadt fiendtlig op mod Erik, tvunget ham til at give sig et Stykke Land, og derpaa benyttet sig af sin nys vundne Magt til at gjenerhverve sine Besiddelser i Frisland[1]. Her havde han nemlig fra tidligere Dage besiddet Dorestad. Men efter Haralds Død (rimeligviis ved 844) var han, som Rygtet gik, bleven falskelig anklaget hos Hlothar for Forræderi, og holdt i Forvaring, Men han havde fundet Lejlighed til at flygte, og havde taget sin Tilflugt til Kong Ludvig den tydske, i hvis Rige han en Stund opholdt sig blandt de nordalbingiske Saxer, altsaa i Haralds gamle Lehn; her samlede han, heder det, en Hær af Daner, og gav sig til at herje paa Kysterne af Hlothars Riger, hvor han endelig satte sig saa fast i Besiddelse af Dorestad (850), at Hlothar ej formaaede at jage ham bort, men maatte bekvemme sig til at tage ham til Naade og give ham Dorestad med de tilgrændsende Grevskaber, rimeligviis det saakaldte Kennemarland, i Forlening[2]. Naar vi læse om Plyndringstog, som Nordmændene i Aarene 845, 846 og 847 foretoge til Flandern, i hvilket sidste Aar det allerede lykkedes dem at indtage Dorestad[3], bliver det os klart at Anføreren for disse Tog maa have været Rørek, at denne tillige i Aarene 849 og 850 har ført Krig med Kong Erik og tvunget ham til at afstaa en Deel af sit Rige,
- ↑ I de Xantenske Annaler (Pertz. II. p. 228), hvor der udførligt fortælles om Vikingen Ragnars Angreb paa Frankrige og skrækkelige Død, (se nedenfor S. 433) heder det, at hans Folk gik til Frett hos deres Guder, for at lære, hvorledes de skulde frelse sig, men at Fretten ej havde et gunstigt Udfald, og at en christen Fange derfor foreslog dem at raadspørge de Christnes Gud, hvilket de og gjorde, og med Held; at derpaa deres Konge Roricus med hele sit hedenske Folk i 14 Dage afholdt sig fra at nyde Kjød og Mjød og fra al Kamp, og sendte Fangerne tilbage til deres Fædreland. Da andre Skrifter, der maa være paalidelige, især den samtidige Munk Aimoin (de mirac. Sti. Germani ap. Mabillon, Act. SS. Ben. IV. l08 cfr. Fragm. de Nortmannis, Duchêne II. 656) fortælle at Ragnar først døde efter at være kommen hjem, saa godt som i Kong Eriks Nærværelse 816; da man desuden veed at Rørek allerede siden 826 var Christen, da Erik just fra 846 af begynder at vise sig Christendommen gunstigere, og da endelig Eriks Navn, saaledes som det af Frankerne skrives, nemlig Horich, saare let kan forvexles med Rorich, bliver det utvivlsomt, at det her virkelig ikke er Rørek, men Erik, som menes.
- ↑ Rudolf af Fulda, hos Pertz. I. 366.
- ↑ Xant. Ann. Pertz. II. 228. Chron. Norm. Pertz. I. p. 533. Prudent. af Troyes Pertz. I. p. 442. Sigebert af Gemblours, Pertz. VIII. 339. Rudolf af Fulda, Pertz. I. 365.
