fandt Rav (glesum) der; de Indsødte kalde den Austravia[1]. Ved hele dette Hav ligetil Scaldis (Schelde) bo germaniske Nationer. Germanerne bestaa, siger han, af fem Hoved-Stammer: Vindiler, Ingæver eller Ingvier, Istæver nærmest Rhin, Herminer midt i Landet, og Peukiner samt Bastarner nærmest Dacien. Til Vindilerne høre Burgunder, Variner, Kariner, Gutter (Guttones), til Ingæverne, Kimbrer, Teutoner og Chauker; til Istæverne høre Sicambrerne, til Herminerne høre Svever, Hermundurer, Chatter, Cherusker. En Sammenligning med den bedre underrettede Tacitus viser dog, at Plinius har fejlet i at regne Peukinerne eller Bastarnerne med Bestemthed til Germanerne, og at ligeledes Vindilerne ej kunne have dannet en Afdeling for sig, men maa gaa ind under en anden Hovedafdeling, nemlig den ingæviske, som Plinius selv desuden lidt ovenfor kalder den første fra Østen regnet, altsaa den østligste. Han opregner fra Øst mod Vest de i Nordhavet faldende Hovedfloder, Guttalus, Vistula (Weichsel), Albis (Elben), Visurgis (Weser), Amisius (Ems), Rhenus (Rhin), Mosa (Maas). Oderfloden har han oversprunget. Inde i Landet er den herkyniske Højdestrækning Derpaa omtales Britannien og Hibernien med de omliggende Øer. Yderst af alle bekjendte Øer er Thule; dog nævnes ogsaa andre Øer, Scandia, Dumna, Bergi og størst af alle Nerigon, hvorfra man sejler til Thule.
Vi komme endelig til Tacitus, der har efterladt et eget, med Rette berømt og højt anseet, Skrift over Tydskland. Han skrev omtrent et Snees Aar efter Plinius’s Død, og havde selv, deels ved egne Rejser, deels gjennem sin Svigerfader Agricola, foruden gjennem saa mange andre Forretningsmænd og Videnskabsmænd, med hvilke han maa have staaet i Forbindelse, Anledning til at erhverve de bedste og mest authentiske Efterretninger om Nordeuropa, som paa hans Tid stode til Romernes Raadighed. Men Tacitus’s Hoved-Hensigt var at beskrive det germaniske Folk og udhæve dets primitive Simpelhed i Modsætning til Romernes Overforfinelse; det laa ej i hans Plan at beskrive Landet selv, og hans Skrift indeholder derfor ikke mange geographiske Notitser. Det er derfor vigtigere med Hensyn til Kulturhistorien og Undersøgelsen om den oldgermaniske Samfundsudvikling, end i geographisk og ethnographisk Henseende. At det imidlertid, ret forstaaet, ogsaa i denne Retning giver saare værdifulde Oplysninger, vil man let kunne begribe.
Tacitus inddeler, som vi ovenfor have viist, Germanerne i de tre Hovedstammer Ingæver, nærmest Oceanet, Herminer, midt i Landet, (altsaa mellem Ingæverne og Rhinen), og Istæverne, der ifølge Plinius beboede
- ↑ D. e. ligefrem „Østerø“ af Austar, Øst, og avi, Ø.
