Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/47

Egnene nærmest Rhinen. Denne Inddeling grunder han paa et ældgammelt germanisk Kvad, der indeholdt, at Guden Tuisko, fød af Jorden, og hans Søn Mann, vare Folkets Ophav og Stiftere; at Mann havde tre Sønner, efter hvilke hine tre Afdelinger (for hvis Stamfædre de da rimeligviis antoges) fik Navn. Han angiver imidlertid ikke nærmere, hvilke Folk der henførtes til hver af hine tre Afdelinger. Derimod bruger han senere, man skulde næsten tro ved en Misforstaaelse, Fællesbenævnelsen Svever om alle de Folkeslag, der boede i den østlige og nordøstlige Halvdeel af Landet. Han begynder nemlig med at omtale Folkene i Nærheden af Rhinen (Istæverne), hvoriblandt de fra Chatterne udvandrede Bataver, dernæst Chatterne selv, Usipier, Tenkterer, Brukterer, derefter Chamaver og Angrivarer, Dulgibiner og Chasvarer, endelig Friser, fra Rhinmundingerne til Oceanet. Der, vedbliver han, viger Landet i en stor Bøjning mod Norden; her bo først Chaukerne, Frisernes Naboer, i en lang Strækning lige til Chatterne; ved Siden af de to sidstnævnte Folk (østenfor) bo Cherusker og Foser; ved hiin samme Bugt eller Vig af Havet Kimbrer, nu kun en liden Bygd. Derpaa begynde de sveviske Folk, først Semner, de ældste og ædleste, der i en hellig Skov have et Offersted, hvilke alle Folk af samme Blod besøge ved Afsendinger; efter dem følge Langobarder; derpaa Reudigner, Avier, Angler, Variner, Eudoser, Svarder og Vuither, der i Fællesskab dyrke Nerthus d. e. Moder-Jord, hvis Helligdom er i en Lund paa en Ø i Oceanet; om denne beretter han saare merkelige Ting, hvilke vi senere komme til at omhandle. Denne Deel af Sveverlandet ftrækker sig ind i de ubekjendtere Dele af Germanien. Nærmere Romerne bo Hermundurer, ved Elbens Udspring, østenfor dem Markomanner, der have indtaget Bojernes fordums Hjem (Böhmen), og Kvaderne; bagenfor (d. e. nordenfor) dem Gothiner og Oser, hine af gallisk, disse af pannonifk (illyrifk) Herkomst. Nu følger en Bjergaas, bagenfor hvilken bo lygiske Folk, nemlig Arier, Helveker, Manimer, Elysier, Naharvaler, der ogsaa have en hellig Lund, hvor Castor og Pollux dyrkes uden Billedstøtter, under Navn af Alcer; hiinsides (nordenfor) Luygierne Goterne (Gotones), nærmest dem, ved Oceanet, Rugier og Lemovier; efter dem følge, i Oceanet selv, Svierne (Suiones), der foruden ved deres Krigere og Vaaben ogsaa ere mægtige ved deres Flaade; hiinsides Svierne er et andet, trægt og næsten ubevægeligt Hav, hvor Solens Gjenskin sees om Natten, hvor man tror at høre Gudernes Stemme, og see deres Skikkelser og Straalekrands (Nordlyset?). Længer, siger han, naar ikke Naturen (d. e. den skabte Verden). Men paa højre, d. e. østlige Side af det sveviske Hav, bo Æstyerne, hvor Ravet forefindes; og til Svierne grændse Siterne (Sitones), der beherskes af en Kvinde. Her ender Svevien. Om Peukiner eller Bastarner, Veneder og Fenner, hvilke Tacitus saaledes anseer