nær ved at gjøre sig til Herrer der, da Olaf hvile atter oprettede Nordmændenes Herredømme.
Vi have nu betragtet hvad man kunde kalde den første eller foreløbige Akt af Nordboernes Krigs- og Erobrings-Foretagender i Vesten. De kjendes kun gjennem de fremmede Skribenters Beretninger. Vore egne Oldskrifter vide lidet eller intet at fortælle om dem. Man maa saaledes altid have for Øje, at Beskrivelserne over de Grusomheder og Afskyligheder, Nordboerne skulle have begaaet paa disse Tog, hidrøre fra deres Modstandere, som derfor neppe engang vare istand til at skildre disse Begivenheder med den tilbørlige Upartiskhed. Krigførselen var paa hiin Tid i det Hele taget grusom. Vore Sagaer meddele os selv flere Exempler paa hvad vi vilde kalde grusomme Skikke. Den Vikingeskik er f. Ex. allerede i Anledning af Fridthjofs Historie nævnt, at hænde Smaabørn, det vil sige kaste dem op i Luften, og opfange dem paa Spydoddene. Det fortælles endog udtrykkeligt om en Viking, ved Navn Ølver, der levede i første Halvdeel af det 9de Aarhundrede, at han fik Øgenavnet „Barnakarl“, fordi han ikke vilde følge denne Skik[1]. Der fortælles ligeledes, at den sejrrige Viking enten lod sin Modstander hænge, eller, som det beder, ristede en Blodørn paa hans Ryg, det vil sige, flækkede Ribbenene fra Rygraden og drog Lungerne ud. Men det maa vel merkes, at disse Grusomheder, at slutte efter den Maade, hvorpaa de i Sagaerne omtales, snarere kunne siges at have udgjort en Deel af Vikingernes religiøse Ceremonier, end at være udsprungne af nogen egentlig Grumhed i Sindelaget eller Nationalcharakteren[2]. Sammenligne vi hine hedenske Vikingers Færd med den Maade, paa hvilken andre til Christendommen omvendte germaniske Nationer i Middelalderens første Aarhundreder plejede at føre Krig, da falder Sammenligningen endog ubetinget ud til hine hedenske Nordboers Fordeel. Man vil saaledes forgjæves i Nordens Krigshistorie, Vikingetogene iberegnede, finde Exempler paa en saa udtænkt Grumhed og umættelig Blodtørst, som den, der ved de merovingiske Kongers indbyrdes Stridigheder udgjorde det Sædvansmæssige og Charakteristiske. Og end vanskeligere vil man finde Exempler
- ↑ Landnáma V. II. Ølver var en Sønnesøn af Snjall Vatnarssøn, se ovf. S. 298, jvf. Isl. Sögur I. p. 327.
- ↑ Man maa ansee slige særegne Aflivelsesmaader for Offringer til Guderne for Sejren, jvfr. S. 211, og Keyser, om Nordmændenes Religionsforfatning S. 103. Ogsaa Villjam af Jumiéges fortæller, umiskjendeligt efter nordiske, men overdrevne Sagn, at Vikingerne offrede Menneskeblod til deres Gud Thor, I. II. Cap. 5; Duchêne rer. Norm. scr. p. 218.
