Trælle, af hvilke flere endog udtrykkelig nævnes, og altid ere kjendelige ved deres gaeliske Navne[1].
Et Slags Ran, som endog de humanere Vikinger sjælden toge i Betænkning at tillade sig, og som vel endog Kjøbmænd ofte, drevne af Nødvendighed, begik paa fremmede Kyster, var det saakaldte Strandhugg, eller Nedslagten af det til Besætningens Underholdning nødvendige Kvæg, som man kunde overkomme paa en eller anden Kyst, man sejlede forbi. Saadant Strandhugg skede kun for Selvopholdelsens Skyld, ikke af Vindesyge; men da Ejerne af Kvæget ofte med væbnet Haand søgte at forsvare det, kunde ved saadan Lejlighed mangen hidsig Fegtning opstaa.
Vore Sagaer nævne om enkelte Steder ved Kysterne, hvor Vikingerne især havde Tilhold. Først og fremst omtales de saakaldte Elvekvisler eller Gaut-Elvens Udløb paa begge Sider af Hisingen, især Nordsiden, som et saadant. Det var nemlig heel belejligt for at holde Øje med de Skibe, der havde været paa Handelspladserne oppe ved Elven, nemlig ved Kongehelle i Viken og Ljodhuus i Gautland. Øresund synes ogsaa at have været et yndet Vikinge-Smuthul; her var Handelspladsen Haløre i Nærheden. I Kattegattet synes Samsø at have været meget besøgt; herfra beherskede man Indløbet til lille og store Belt. Den langstrakte svenske Skærgaard langs Østersøen afgav mange Smuthul; her skjelnede man mellem Sviaskærene ved Svithjods, og Gautaskærene ved Østergautlands Kyst. Strækningen mellem Svithjod og langs Finlands Sydkyst kaldte man Balagardssiden, hvor ligeledes Vikingerne heel ofte plejede at have Tilhold; og længere sydligt var især Eysysla eller Øsel besøgt. Norges Vestkyst havde i disse Tider endnu ingen Byer eller anseelige Handelspladse, derfor nævnes heller ingen Steder her som fortrinsviis besøgte af Vikingerne. Men desto stadigere holdt disse sig, som vi have seet, ved Hjaltland og Orknøerne, hvorfra de med Lethed kunde hjemsøge deels Norges Kyster i Øst, deels Skotland og Irland i Vest. Og vi have ligeledes seet, hvorledes de i Frankrige formelig blokerede de fleste Hovedfloders Udløb, og i England paa samme Maade fornemmelig holdt sig deels ved Udløbet af Temsen, deels ved Flodmundingerne i Northumberland, og deels ved Indløbet til Hamtun eller Southampton.
Sagaerne indeholde flere nærmere Beskrivelser over enkelte Høvdingers Vikingetog i det 10de og 11te Aarhundrede. Da der ingen Grund er til at antage, at disse Vikingetog i nogen væsentlig Grad adskilte sig fra dem, der fandt Sted i det 9de Aarhundrede, vil en Angivelse af hvad der var de charakteristiske Træk ved hine ogsaa gjelde for disse. Man finder saaledes, at Høvdingernes Sønner som oftest meget tidligt, stundom endog kun tolv til femten Aar gamle, begave sig paa Tog. Antallet af de Skibe,
- ↑ F. Ex. Melkolf (Mælcolm), Dufthak (Oubhthach) o. fl.
