len, der skal have faaet sit Navn efter Kong Hake. Gandalf var imidlertid kommen til Vestfold. Men Guthorm og Harald ilede tilbage for at møde ham, og leverede ham et Slag, hvorved han tabte Størstedelen af sin Hær og maatte flygte hjem til sit Rige.
Ved Efterretningen herom skjønnede Eysteins Sønner paa Hedemarken, at de med det første kunde vente at blive angrebne af Harald. De aftalte derfor en Sammenkomst paa Ringsaker med Høgne Kaaresøn og Gudbrand Herse i Gudbrandsdalen for at raadslaa om hvad der var at foretage til fælles Forsvar. Men imidlertid havde Harald og Guthorm samlet alle de Folk, de kunde overkomme, og skyndte sig med denne Hær i al Stilhed gjennem Skovegne lige til Hedemarken, hvor de kom aldeles uforvarende over hine fire Høvdinger, førend Sammenkomsten endnu var til Ende. De udsatte Vagtmænd bleve dem ej var, førend de vare komne paa Gaarden og havde omringet de Stuer, hvor Høgne og Gudbrand sov. Disse Stuer satte de Ild paa, saa at Gudbrand og Høgne brandt inde; Eysteins Sønner derimod kom ud med sine Mænd og forsvarede sig en Stund. Enden blev dog, at de begge faldt. Efter disse fire Høvdingers Fald underkastede Harald sig nu ved sin Morbroder Guthorms Hjelp Ringerike og Hadeland, Thoten og Hedemarken, Gudbrandsdalen og Raumarike, og den nordre Deel af Vingulmark. Af disse Landskaber var Gudbrandsdalen en ny Erhvervelse; de øvrige havde ogsaa tilhørt hans Fader Halfdan. Guthorm og Harald vendte nu sine Vaaben mod Gandalf, med hvem de holdt flere Slag. I det sidste af dem faldt han, og Harald underkastede sig nu hele Riget lige til Glommen[1].
Harald beherskede nu allerede et større Rige, end hans Fader havde haft. Størstedelen af det nuværende Christiania Stift var ham underkastet. Derforuden var han Herre over Sogn, hvis Bestyrelse han fremdeles overlod til Atle Jarl. Han var den mægtigste af alle Konger i Norge, og ingen af dem kunde endog paa langt nær maale sig med ham. Det er derfor i og for sig selv heel naturligt, at den Beslutning at underlægge sig alle de øvrige Fylker i Landet nu maatte komme til Modenhed hos ham, især da dette var Erobringernes Tid, og i Grunden enhver Konge, saa ofte der gaves Lejlighed dertil, søgte at udvide sit Rige paa Naboernes Bekostning. Man maa ogsaa antage, at den svenske Kong Erik Eimundssøns
- ↑ Snorre Sturlasøn, Harald Haarf. S. Cap. 1, 2. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 1, 2. Det heder her, at Harald underkastede sig Landet lige til Gaut-Elven, hvilket dog ikke er sandsynligt; derimod er det nok rimeligt, at Harald har underkastet sig Landet til Svinesund, se nedenfor S. 464.
