Omgreb ej alene har vakt Haralds Efterlignelseslyst, men ogsaa ladet ham føle Nødvendigheden af at sikkre sig Besiddelser i det Nordenfjeldske, paa hvilke den ragnarske Æt ingen nedarvede Fordringer havde, og som vanskeligt nogen Erobrer fra Østen kunde naa. Sagnet har imidlertid paa en mere romantisk Maade forskjønnet Beretningen om Haralds første Erobringstog, ved at lade Kjærlighed give Anledningen dertil. Dog fortælles dette paa to forskjellige Maader. De paa Island optegnede Kongesagaer, der berette om Harald og hans Erobringer, nævne Gyda, Datter af Kong Erik paa Hørdeland, som den Mø, hvis Haand Harald søgte at vinde ved at underkaste sig hele Norge. Hun opfostredes, fortælle de, hos en mægtig Bonde paa Valdres. Harald vilde have vende til sin Frille, fordi hun var fager og af et stolt Sind. Derfor sendte han nogle Mænd efter hende; men da de frembare sit Ærende for hende, svarede hun, at hun ikke vilde opoffre sin kvindelige Ære for en Konge, der ikke havde større Rige at raade over end nogle Fylker; hun undredes over, at der ikke fremstod nogen Konge, der vilde underkaste sig Norge ligesom Kong Erik i Uppsala havde underkastet sig Sverige, og Kong Gorm Danmark. Sendemændene forestillede hende, at Harald var mægtig nok og god nok for hende, men forgjæves. De maatte drage bort med uforrettet Sag, og ved deres Afrejse gjentog Gyda endnu engang, hvad hiin allerede havde sagt, idet hiin bad dem hilse Kong Harald og sige ham, at hun alene vilde samtykke i at blive hans Egtehustru paa det Vilkaar, at han forinden, og for hendes Skyld, havde underkastet sig hele Norge og herskede ligesaa frit derover, som Kong Erik over Sverige eller Kong Gorm over Danmark; thi først da, meente hun, kunde han fortjene Navn af Thjodkonge. Sendemændene frembare disse Ord for Kong Harald, og meente at hun burde lide Straf for sit Overmod. Men Harald sagde at hun aldeles ikke fortjente Straf, og derimod skulde have mange Tak for sine Ord, thi hun havde mindet ham om, hvad han undredes over ikke før var faldt ham ind. „Og“, sagde han, „det lover jeg helligt, og derpaa kræver jeg den Gud til Vidne, som bar skabt mig og raader for Alt, at jeg ikke skal skære eller kæmme mit Haar, førend jeg har indtaget hele Norge med Skatter og Skulder eller i modsat Fald dø“. Og Hertug Guthorm, tilføjes der, takkede ham for disse Ord, og sagde at det var kongeligt at volde dem[1].
Et i Norge optegnet Udtog af Kongesagaerne har derimod følgende Fortælling. „Der var en Mø ved Navn Ragna den overmodige (hin ríkuláta), som ejede næsten hele Land, Thoten og Einabygden; hun skal have været overmaade fager. Hun var en Datter af Adils den rige, hvis
- ↑ Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 4. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 3; Olaf Tryggv. Saga Cap. 1.
