Lehn, og mod en Afgift; deres Adkomst dertil udlededes ikke længer fra deres egen nedarvede Ret, men fra den kongelige Forlening eller saakaldte Velgjerning (beneficium). Med andre Ord, det faldt af sig selv, at den gamle Odelsforfatning nu maatte give Plads for en Feudalforfatning; at al Grundbesiddelse herefter ikke længer hvilede paa Odelsret, men paa Feudalret[1]. Om vore’ Oldskrifter end ikke indeholdt noget om saadanne Forandringer, kunde man dog allerede paa Forhaand vide, at de havde fundet Sted. Men der tales udtrykkeligt derom. Overalt, heder det, hvor Harald gjorde sig til Herre, tilegnede han sig alt Odel, og lod alle Bønder, baade de mægtige og Smaabønderne, give sig Landskyld. Han satte en Jarl i hvert Fylke, som skulde skifte Lov og Ret, modtage Sakøre (alle Bøder og andre af Søgsmaal flydende kongelige Indtægter) og Landskyld; Tredieparten heraf skulde Jarlen beholde til at bestride sit Bord og anden Udgift, thi han var forpligtet til at tjene Kongen i Krig med 60 Hærmand paa sin egen Bekostning og i Fredstid aarlig beværte Kongen og al hans Hird i et Gilde (veizla). Enhver Jarl havde under sig fire eller flere Herser, af hvilke enhver forlenedes med kongelige Gaarde til en Indtægt af 20 Mark (20 marka veizla), imod den Forpligtelse at tjene Kongen i Krig med 20 Mænd[2]. Det var altsaa en fuldkommen Lensindretning, som indførtes. Jarlerne bleve de egentlige Vasaller, der udøvede de kongelige Rettigheder, og havde saavel den civile som den militære Bestyrelse af Fylkerne; Herserne bleve Undervasaller (Valvasorer). Disse Titler antoge en forskjellig Betydning; de bleve ikke længer, som hidtil, arvelige Stands- eller Værdigheds-Betegnelser, men kun Embedstitler. Der tales ogsaa om, at Harald paalagde en Næseskat (nefgildi)[3], d. e. personlig Skat, hvilket er saa meget sandsynligere, som vi finde at Nordmanden Thorgisl gjorde det samme i Irland. Det er vistnok bogstaveligt sandt, naar det heder, at Harald i den Grad havde forøget Paalæg og Landskyld, at hans Jarler havde større Magt end Kongerne forhen havde[4]. Det er ogsaa let forklarligt, hvad der siges, at da disse hans Foranstaltninger spurgtes rundt om i Throndhjem, søgte mange mægtige Mænd til ham, for at blive hans Mænd[5]. Men dette var dog neppe andre end de, som kunde gjøre Regning paa at faa Forleninger, eller forøvrigt foretrak at ydmyge sig og tage deres egne Ejendomme til Len fremfor at forlade Landet. Hos Fleerheden af Folket kunde Feudalrettens Indførelse ikke andet end vække Harme og Mismod, og Historien
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/495
Denne siden er korrekturlest
467
Feudalforfatning.
