kunde heraf slutte, at den germaniske Indvandring allerede da i det Væsentlige havde fundet Sted[1].
En Bestyrkelse paa og nærmere Oplysning om hvad her er fremsat, faa vi hos den berømte Geograph Ptolemæos, hvis System siden blev lagt til Grund for alle geographiske Undersøgelser gjennem mange Aarhundreder ligetil Middelalderens Ende. Ptolemæos skrev ikke meget sildigere end Tacitus, man regner mellem 125 og 135 e. Chr. Han var videnskabelig Geograph af Fag, og skrev i Alexandria, Videnskabelighedens daværende Hovedsæde. Han havde vel neppe saamegen Anledning til selv at see og gjøre Opdagelser, som Tacitus, men paa den anden Side maatte hans Gransken være mere alsidig, og han har neppe sparet nogen Flid for at indsamle saa paalidelige og nye Efterretninger som muligt. Hans Karter, der endnu ledsage Udgaverne af hans Verker, vise ogsaa store Fremskridt fra hvad man tidligere havde. Britannien er hos ham ikke paa langt nær saa tæt ved Spanien, som den forhen fremstilledes; den jydske Halvø antydes, saavelsom Bøjningen af Oceanets, det vil her sige Østersøens, Kyst mod Nord; han har derhos i sit Verk nøjagtigt angivet ethvert vigtigere Punkts Længde og Brede. Men ogsaa hos ham ere Nordeuropas Dele strakte for langt ud mod Øst; Britannien danner saaledes en lang Spids mod Nordøsten; den jydske Halvø gaar ogsaa i nordøstlig Retning, og de ved den liggende Øer (de af ham saakaldte skandiske, i hvilke man gjenkjender de danske Øer og Skaane, der endnu ansaaes for en Ø), ere komne altfor nær ved Weichselens Munding. Dette maa man erindre, for ret at forstaa hans egne og de paa hans System byggede Angivelser.
Ptolemæos begrændser Germanien ved Rhinen i Vest, Oceanet i Nord, og Weichselen i Øst; han opregner først Indbyggerne i det egentlige Tydskland, ved hvilke vi her ej behøve at opholde os nærmere. Paa Halsen af den saakaldte kimbriske Halvø sætter han Saxerne, paa Halvøen selv Siguler, Sabalinger, Kobander, Chaler, Funduser, Charuder og Kimbrer; Langobarderne henfører han til de midlere Elb-Egne. I Nærheden af Weichsel sætter han Rutiklier og Bugunter (Burgunder), og mellem demm de føromtalte Ælvæer (Æluæones). Østenfor den kimbriske Halvø ligge de fire skandiske Øer, af hvilke den største, der egentlig heder Skandia,, ligger ved Mundingen af Weichsel; den beboes i Vest af Chædiner, i Øst af Faver og Firæser, i Syd af Guter og Daukier, i Midten af Leuouer. Det europæiske Sarmatien begrændses mod Nord af det sar-
- ↑ Om de af Plinius anførte Navne Cyltpenus, Latris, Lagnus (der umiskjendelig have germanisk Klang), saavelsom Baltia, der minder om det ældgamle Navn Belti eller Beltissund paa Storebelt, er det for den nærværende Undersøgelse overflødigt at yttre os.
