Sønner Ølve Hnuva og Eyvind Lambe; agtenfor dem Ulfhednerne; i Løftingen eller den høje Bagstavn stod Kongen selv. Ved Siden af Thore Haklang laa den fra et langvarigt Tog i de vestlige Farvande hjemkomne rygske Viking Anund Ufeigssøn, og understøttede ham paa det bedste; i Følge med Anund var en anden berømt Viking, Thrond Bjørnssøn fra Hvin. Der kæmpedes længe med Spyd, Hugvaaben og Steenkast, inden det lykkedes Harald at faa Bugt med Thore. Men omsider brøde Ulfhednerne frem uden at ænse Hug eller Stik, gik over paa Thores Skib, sloge ned for Fode hvor de kom, og fældte Thore efter den tappreste Modstand. Hans Skib blev nu ryddet; derpaa kom Raden til Anund, der efter en tapper Modstand mistede den ene Fod, og blev baaren over paa Thrond Bjørnssøns Skib. Thrond maatte nu tage Flugten; de øvrige Vikinger fulgte hans Exempel, og dette var Tegnet til almindelig Flugt over hele den forbundne Hær. Sulke og Sote faldt. Kjøtve flygtede til en af Holmerne, hvor han søgte at værge sig; der fortælles ikke, om han slap derfra med Livet; i alle Tilfælde vovede han intet nyt Foretagende mod Harald. Nogle flygtede afsted paa Skibene, andre søgte sin Frelse paa Landet, og toge Flugten sydover til Jæderen. Harald havde vundet en fuldstændig, men dyrekjøbt Sejr. Paa hans Skib vare alle foran Masten, Berserkerne undtagne, saarede. Men han havde herved ogsaa tilkæmpet sig den længe attraaede Enevoldsmagt over Norge, thi Ingen vovede nu mere at gjøre ham Magten stridig. Derfor var han ogsaa sine Mænd meget taknemmelig. Han lod deres Saar forbinde, takkede dem for deres gode Bistand, og belønnede dem rigeligt med Gaver og Værdigheder[1].
Det er naturligt, at et Slag af saadan Betydenhed og Vigtighed maatte indprente sig i Samtidens og Efterslægtens Erindring. Og især maatte det erindres som en vigtig Begivenhed af Islændingerne, da det er fra dette Slag, og fra den Overhaand, Harald derved fik over Norge, at man begynder at regne Islands Bebyggelse. Det nævnes derfor ogsaa i mange Sagaer, og omtales ej alene som det største, Harald nogensinde leverede, men og som det største, der nogensinde skal have staaet i Norge. Er nu dette end en Overdrivelse, saa er det dog vist, at det maa have været et for de Tider ualmindelig stort Slag, og at de samlede Skibes Mængde og Pragt, Kæmpernes Vaaben, Stridens Heftighed og Larm maa have gjort et uudsletteligt Indtryk paa alle Øjevidner. Et saadant Øjevidne var uden al Tvivl Haralds Hirdskald, den forhen omtalte Thorbjørn Hornklove, fra hvem man endnu har Brudstykker af et Digt, hvori dette Slag besyn-
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 19. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 17). Egils Saga Cap. 9. Vatnsdøla Saga Cap. 9. Grettes Saga Cap. 2.
