Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/513

Denne siden er korrekturlest
485
Slag i Hafrsfjorden.

ges[1]. Hvad disse Brudstykker indeholde, maa derfor ansees som aldeles authentiske Efterretninger. Det heder her:

Hørte du, hvor hist
i Hafrsfjord kæmped
Kongen den højbaarne
med Kjøtve den rige?
Knerrer kom østfra
kampgridske
med gabende Hov’der
og gravne Smykker.

Ladte var de med Haulder,
med hvide Skjolde,
med vestlandske Spyd,
med valske Sverd;
Berserker brølede,
til Blodbadet sig glæded;
Ulfhedner hylede,
og Jernene gjalded.

De fristed den Fremdjerve,
men at fly han dem lærte;
Østmandskongen,
der paa Utstein bor.
Skibene flytted Kongen,
da Striden han vented,
Hug mod Skjolde hvined,
før Haklang styrted.

Landet at værge mod Lufa
længer ej voved
Kjøtve den halsdigre,
krøb i Skjul bag Holmen;
ned under Dækket
dumped de Saarede,
op lod de Stjerten stande,
stunge i Kjølen Panden.

Paa Bagen lod de blinke
de blanke Skjolde;
Steen-Regn dem rammed,
Rædsel betog dem;
da klynked Kagserne
løb om kap over Jæd’ren,
hjem fra Hafrsfjord;
deres Hu stod til Mjøden[2].

Sommeren synes Harald at have tilbragt med at underkaste sig de overvundne Kongers Lande. Men om Høsten drog han tilbage til Throndhjem. At han ogsaa i de senest erobrede Fylker indsatte Jarler og overhoved indførte sit Lehnssystem, er ej alene i og for sig rimeligt, men man kan tillige slutte det deraf, at Jarler i disse sydlige Fylker fra denne Tid omtales. Det kunde være et Spørgsmaal, hvorvidt han indførte det samme System i sine Arvelande. Hvad Oplandene angaar, kan der ingen Tvivl være derom, siden han saa godt som to Gange maatte underkaste sig dem med væbnet Haand. Vanskeligere er det derimod at gjette, hvorledes han har baaret sig med Vestfold, thi dette Rige havde han arvet, og herfra begyndte han; her var derfor ingen ydre Anledning til at forandre de bestaaende

  1. Digtet synes egentlig at være et Brudstykke af et længere Kvad om Haralds hele Liv og Hofholdning, hvoraf meget er anført i Fagrskinna Cap. 5–7. Denne henfører dog Vers, der handlede om Hafrsfjordslaget (Cap. 13) til Thjodolf af Hvin, medens Flatøbogen (Upphaf &c. C. 1) henfører et af de andre Vers til Audun Illskælda. Man skulde derfor være fristet til at antage, at Digtet i sin Heelhed hidrører fra alle Haralds Hirdskalde.
  2. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 19. Fagrskinna Cap. 13. Flatøbogen (Vpphaf &c. Cap. 7).