renearv, som Bjargulfs Ejendomme vare komne i Hænderne paa en Mand, der ikke hørte til Ætten. Thorolf negtede dog at opfylde deres Fordring, da, som han sagde, baade Brynjulf og Baard vare saa brave Mænd, at de ej vilde have vægret sig ved at efterkomme Fordringen, hvis den havde været retmæssig; men de vare jo kun Frillesønner, og havde derfor ej Ret til nogen Arv. Haarek paastod at deres Moder var lovformeligen kjøbt ved „Mund“, og de selv følgelig egtefødde. Men Thorolf svarede vredt, at det var saa langt fra at de vare egtefødde, at deres Moder endog var hærtagen hjemmefra, med andre Ord, at de vare trællebaarne. Med denne Besked maatte de drage bort[1].
Da Kong Harald sejlede hjem fra Haalogalandsrejsen, indbøde begge Brødrene ham til sig paa Lekø. Her var der ikke mange Gjester, Kongen havde saaledes intet at ærgre sig over; Bevertningen var god, og han selv i bedste Lune. Haarek vidste nu snildeligen at bringe Thorolfs store Gjestebud paa Bane, og atter vække Kongens Mistænkelighed. Først talte han i forblommede Udtryk om hvor heldigt det var, at Kongen havde undløbet den store Fare, som der truede ham, og hvor klogt han havde handlet i at lade sine Mænd gaa bevæbnede baade Nat og Dag; siden, da Kongen bad ham at tale reent ud, sagde han, at Almuen ked af Kongens trykkende Regjering, ventede blot paa en Anfører, for at gjøre Opstand; at ingen var bedre skikket dertil end Thorolf, der allerede næsten førte sig op som en Konge, ja at det allerede var aftalt, at man skulde overfalde og indebrænde Harald ved Gildet hos Thorolf, og at denne skulde blive Konge i Haalogalands- og Naumdals-Fylkerne; derfor havde han og indrettet en Lade til Gjestestue, thi han vilde ikke brænde sin egen prægtige Stue; men Planen var strandet paa Kongens Forsigtighed og Aarvaagenhed, desuden vare Bønderne blevne bange, da de saa Kongens prægtige og velrustede Skibe. Thorolf havde da viseligen taget det Raad at anstille sig som om intet var, og for det første lade den hele Sag falde. Haarek raadede Kongen til, atter at tage Thorolf til sig i Hil-den, eller, naar han endelig skulde have Forleninger, da at give ham dem i Fjordene, hvor han bedre kunde holde Øje med ham, men ikke tillade ham at forblive i det fjerne Haalogaland, hvor han raadede sig selv; denne Forlening passede sig bedre for maadeholdne og paalidelige Mænd. Kongen blev „meget opbragt ved deres Ord, men spurgte dog kun om de troede at Thorolf nu var hjemme. De sagde, at han var dragen nordefter til Sandnes. Det kunde altsaa ikke nu nytte Kongen at opsøge ham, men han fortsatte sin Vej sydefter, efter at have faaet anstændige Gaver af Hilderides Sønner ved Afskeden, og tilsagt dem sit Venskab til Gjengjeld. De skaffede sig siden, medens Kongen drog om paa Gjestebud
- ↑ Egils Saga, Cap. 7, 9.
