i Naumdal, oftere Anledning til at tale med ham, og han lyttede gjerne til deres Ord[1].
Thorolf havde imidlertid gjort Finneskatten færdig, for at udbetale Kongen den ved hans Tilbagerejse. Til at overbringe den valgte han sin Merkesmand og Stavnbo, den raske Thorgils Gjallande, der som Befalingsmand paa Thorolfs Skib havde udmerket sig i Hafrsfjorden og faaet Gaver og Berømmelse af Kongen selv. Thorgils drog afsted paa et Fragtskib, hvor Skatten var indladet, og fandt Kongen i Naumdal. Han hilste fra Thorolf og sagde at han var kommen med Finneskatten, men Kongen vilde ikke svare, og faa vred ud. Thorgils henvendte sig derfor til Ølve Hnuva, for at faa ham til at formilde Kongen. Det lykkedes Ølve at faa Kongen overtalt til at gaa ned til Skibet, og tage Skatten i Øjesyn. Thorgils lod alle Varerne bringe op, og Kongen overbeviste sig nu om at Skatten baade var større og bedre end forhen. Da blev han blidere, saa at Thorgils kunde tale til ham, og denne forærede ham nu i Thorolfs Navn nogle Bæverskind og andre dyrebare Sager, som han havde faaet i Finnmarken. Kongen blev nu glad, lod Thorgils give sig nøje Besked om Thorolfs Rejser, og sagde endelig: „det er Skade, at Thorolf ej skal være mig tro, men stræbe mig efter Livet“. Men alle de Tilstedeværende sagde som een, at dette kun var onde Menneskers Bagvaskelse. Dette bevægede Kongen til, som han sagde, at lade sin Mistanke fare; han viste sig venlig mod Thorgils, og de skiltes venskabeligt ad. Det var dog langt fra, at Mistanken var bortryddet[2].
Thorolf gjorde den følgende Vinter en lignende Rejse til Finnmarken. Her skal han have sluttet Forbund med Kvænernes Konge Faravid mod Karelerne, der herjede paa hans Land; han skal have overvundet Karelerne og erhvervet et uhyre Bytte, med hvilket han kom ned til Vefsen, hvorfra han drog til Sandnes, og senere ud paa Vaaren til Torge. Her hørte han, at Hilderides Sønner havde været i Throndhjem hos Kongen om Vinteren, og fremdeles bagvaskede ham. Thorolf sagde, at han var forvisset om, at Kongen ej vilde fæste Lid dertil. Men heri tog han Fejl Hilderides Sønner vidste saaledes at snakke for Kongen, at han endog lod sig indbilde at Thorolf havde bedraget ham ved Finneskatten, uagtet han selv havde erkjendt at den var langt større end forhen. De sagde nu reent ud, at hvis de kun fik Forleningen, skulde de skaffe ham langt andet og mere end Thorolf. Denne besluttede nu, da Sommeren kom, selv at bringe Kongen Skatten. Han drog, ledsaget af 90 Mand, til Throndhjem, medførende Skatten og meget andet Gods. Han og hans Følge fik Herberg
