et Rofartøj med Tilbehør, og paa dette kom de hjem til Thorolf, der ved Efterretningen om den Skade, han havde lidt, kun sagde: „det er godt at være i Fællig med Kongen; Gods har jeg jo nok af, og det skader vel ikke, om mine Huuskarle ej ere saa prægtigt klædte som jeg engang tænkte“. Dog maatte han nu sælge nogle af sine Ejendomme og pantsætte andre, for at skaffe de nødvendige Midler til at holde det store Antal Folk, og vedblive sin forrige Levemaade. Thi paa denne vilde han ikke give Slip. Han levede ligesaa gjestfrit og pragtfuldt som hidtil. (875)[1].
Vaaren efter (876) lod Thorolf et stort Langskib udruste, og drog afsted paa dette med flere end hundrede Huuskarle, raske og velbevæbnede Folk. Han sejlede sydefter, men temmelig langt fra Kysten, og talte ej med nogen, førend han kom til Viken, hvor han hørte, at Harald just var der, men agtede sig til Oplandene om Sommeren. Han fortsatte sin Sejlads lige ind i Østersøen, hvor han herjede i Austerveg, uden dog at faa synderligt Bytte. Paa Tilbagerejsen om Høsten kom han til Øresund just paa den Tid, da den saakaldte Øreflaade skiltes ad; hvert Aar holdtes der nemlig ved Hal-Øre, i Nærheden af det nuværende Helsingør, et stort Marked, hvorhen Skibe søgte fra hele Norden, og altid en Mængde fra Norge; disse Skibe kaldte man Øreflaaden. Thorolf havde nu en ypperlig Lejlighed til at gjengjelde Skibsplyndringen. Han lagde sig en Aften ind i Mustresund, en meget søgt Havn paa den hallandske Kyst, og her fandt han et stort Skib, med en rig Ladning af Korn, Malt og Honning, hvilket Kongens Aarmand, Thore paa Thromø, havde indkjøbt paa Haløre for Kongens Regning. Thorolf gav Thore Valget mellem at værge sig, eller godvillig at overgive Skibet; da Overmagten var paa Thorolfs Side, valgte Thore det sidste, og blev sat i Land paa en nærliggende Ø; men Thorolf sejlede bort med Skibet. Da han kom til Gaut-Elven, gik han med Langskibet op til Sigtryggs og Hallvards Gaard, gik i Land før Dag, lod sine Mænd omringe Gaarden, og raabte Krigsraab, hvorved Beboerne vaagnede og grebe til Vaaben. Sigtrygg og Hallvard vare ej tilstede, men deres to yngre Brødre, af hvilke den ene blev dræbt med 20 Mand, den anden undkom med Tabet af sin Haand; Thorolf plyndrede Gaarden, satte Ild paa den, og sejlede derpaa til Havs og længer nord i Viken, hvor han tog et Skib, ladet med Malt og Meel. Med disse tre Skibe sejlede han nu skyndsomst over Folden og til Lindesnes, idet han landede hist og her, og tog Nesnam og hug Strandhugg, som man kaldte det; fra Lindesnes og nordefter holdt han sig længer ude, idet han dog røvede hist og her. Da han kom til Fjordene, besøgte han sin Fader, som tog venligt imod ham, men sagde, at han handlede uklogt i at prøve Kræfter med Harald, der i alle Henseender var ham saa overle-
- ↑ Egils Saga, Cap. 17, 18.
