Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/524

496

Harald Haarfagre.

et Sagn, at de dræbte Mænd, der faldt grue, vilde blive hevnede, og Hevnen især ramme den, foran hvilken de faldt. Ølve rykkede nu frem med sit Forslag, at han og Sønnen skulde søge Kongen og forlange Bod; han sagde at de vilde have megen Hæder af denne Rejse Kveldulf undslog sig formedelst sin Alderdom, og Grim, eller Skallagrim, som han sædvanlig kaldtes, vilde heller ikke i Førstningen, men lovede det dog omsider paa Ølves indstændige Bøn. Dagen blev aftalt, naar han skulde komme, og Ølve drog tilbage. Skallagrim begav sig til bestemt Tid paa Vejen, ledsaget af tolv af sine største og sterkeste Huusfolk og Naboer. De roede ind i Osterfjorden, gik op til Evangervandet, roede over dette, og kom til den Gaard, hvor Kongen var til Gilde. Her lod Skallagrim Ølve kalde ud til sig; denne blev glad ved hans Komme og bad ham følge med ind i Stuen. Skallagrim gik ind, selv sjette; de øvrige ser bleve staaende udenfor for at passe paa Vaabnene, da det ej var tilladt at komme bevæbnet ind for Kongen. Han stillede sig lige bagenfor Ølve, som forestillede ham for Harald, og nævnte hans Ærende. Kongen saa med Forundring paa den kæmpestore, skaldede Mand, og tilsagde ham Bod og stor Hæder, hvis han vilde træde i hans Tjeneste. Men dette frabad Skallagrim sig til Kongens store Ærgrelse forlod strax Gaarden, og skyndte sig bort over Vandet. Kongen lod sætte efter dem, for at dræbe Skallagrim, men Ølve havde forsigtigviis ladet hugge Hul i Baadene, saa at Ingen kunde komme over Vandet, og de Udsendte maatte drage tilbage med uforrettet Sag. Da Skallagrim kom hjem, blev Kveldulf glad ved at høre, at han ej havde ladet sig overtale til at gaa i Kongens Tjeneste. Men de bleve dog enige om, at det ikke længer kunde nytte dem at forblive i Landet. De besluttede derfor at flytte til det nys opdagede Island, hvor allerede flere af deres Bekjendte og Venner havde nedsat sig. De udrustede tidligt om Vaaren (878) to store Knerrer med 30 vaabendygtige Mænd paa hver, foruden Kvinder og Børn; de toge alt deres Løsøre med, men deres Jordegods fik de ikke solgt, da Ingen torde kjøbe det, af Frygt for Kongens Vrede. Det blev saaledes kongelig Ejendom. Da de vare færdige, sejlede de afsted, og laa en Tidlang ved Solund-Øerne udenfor Sognefjorden, sandsynligviis for at oppebie en Lejlighed til at hevne sig paa Kongen, førend de for stedse sagde Landet Farvel. En saadan Lejlighed tilbød sig ogsaa, bedre end de kunde have ventet. Kongens Morbroder, Hertug Guthorm, var nylig død i Tunsberg og havde efterladt fire Børn, to Sønner og to Døttre; Kongen havde sendt Sigtrygg og Hallvard afsted paa det Skib, de havde taget fra Thorolf, for at hente Sønnerne til ham. Det traf sig saa, at de paa Tilbagevejen just kom over Sognsøen, medens Kveldulf og Skallagrim laa der. Den skarpsynede Skallagrim kjendte Skibet igjen allerede i lang Afstand, og foreslog sin Fader at angribe det. Han var, uagtet sin høje Alderdom, strax villig, og de bemandede nu begge sine