paa Thronds Skib; Thrond maatte ligesom de øvrige Vikinger søge sin Frelse ved Flugten, og drog til Syder-Øerne. Anunds Saar var imidlertid lægt; han maatte bruge Træbeen og kaldtes derfor Anund Træfod, men var ikke desmindre lige rask til at stride; i Kampens Hede plejede hans Mænd stundum at skyde en Stubbe under hans Knæ; støttet paa den, kæmpede han saa drabeligt, at Faa torde komme ham nær. Han og Thrond vare nu blevne de bedste Venner og Staldbrødre. De opsøgte den mægtige Kong Geirmund Heljarskind, der, som det allerede ovenfor er berettet, nedstammede fra Kong Half paa Hørdeland og endnu havde Besiddelser her, til hvis Forsvar han havde forenet sig med Kjotve og Thore Haklang, uden dog at deeltage i Hafrsfjordslaget, da han paa den Tid var i Vesterviking. Thrond og Anund tilbøde ham deres Understøttelse, hvis han vilde forsøge paa at gjenvinde sine Besiddelser, som Harald havde underlagt sig. Men Geirmund sagde, at Harald nu var for mægtig til at de kunde tænke paa at maale sig med ham; han vilde heller prøve sin Lykke paa anden Maade, og følte sig desuden for gammel til at prøve et saa farligt Foretagende, som at angribe Harald Haarfagre Anund og Thrond tilbragte nu en Tid paa Vikingetog og herjede paa Skotland. Efter flere Æventyr kom de til Irland, hvor de tilbragte en Sommer paa Krigstog i Forening med Thronds Halvbroder Eyvind Austmand, hvilken overdrog Thrond al sin Ret til Arv efter deres Fader Bjørn, hvis denne skulde dø førend Thrond. Om Høsten vendte de tilbage til Syderøerne, hvor de giftede sig, og opholdt sig i nogle Aar.
Efter en Tids Forløb erfarede Thrond, at hans Fader Bjørn var død, og at Øndott Kraaka havde taget hans Efterladenskab i Forvaring, men at Grim Herse, der nu var bleven kongelig Lendermand, gjorde Fordring derpaa i Kongens Navn. Thrond og Anund skyndte sig derfor til Norge, fik gunstig Vind, og sejlede saa hurtigt, at Thrond deraf fik Tilnavnet mjöksiglandi, d. e. Hurtigsejleren. Øndott tog venligt imod dem, udredede Arven, og sagde at det var ham en Glæde at see den i sin Frændes og ikke i de kongelige Trælles Hænder; dog raadede han Thrond til at forlade Landet saa snart som muligt, for at undgaa Grim Herses Efterstræbelser. Thrond skyndte sig ogsaa bort, og besluttede at nedsætte sig paa Island, men Anund Træfod blev tilbage, da han, som han sagde, vilde besøge sine Frænder og Venner paa Rogaland. Ved Afskeden lovede han Thrond at staa dennes Frænder bi, hvis det skulde behøves. Anund opholdt sig hemmeligt paa Rogaland, snart paa et Sted, snart paa et andet, og fandt endog Lejlighed til at overfalde og indebrænde en Aarmand, som Kongen havde sat over den ham forhen tilhørende Gaard.
Den samme Vinter overfaldt Grim Herse Øndott, just som han med faa Folk var ude i Skoven for at hugge Ved til at brygge Juleøl; det
