skulde være Straffen fordi han havde forholdt ham Arven efter Bjørn. Øndotts Hustru Signy skyndte sig endnu samme Nat at bringe alt sit Løsøre ombord paa et Langskib, og drog dermed til sin Fader Sighvat i Lider, men sendte sine to unge Sønner, Aasmund og Aasgrim, til sin Fosterfader Hedin i Sogndalen, da hun ventede at Grim ogsaa vilde efterstræbe dem. Grim, som troede at hun havde taget Sønnerne med sig, satte efter hende med to Skibe, indhentede hende østenfor Lindesnes, og ransagede hendes Skib, men forgjæves. Han vendte derfor om igjen, og ilede til Sogndal, for at lede efter dem. Men her fandt han dem heller ikke. Den ene af Hedins Sønner anstillede sig vanvittig, for at slippe fra at sige noget; den anden fik halvhundrede Mark Sølv af Grim for at røbe, hvor Flygtningerne vare, men bragte sin Fader Pengene, og kom ikke tilbage til Grim, der heller ikke vovede at angribe Hedin. Han havde skjult begge Drengene i et under Jorden indrettet Huus. Her opholdt de sig en Tid, indtil de ikke længer kunde holde det ud, men flygtede bort for at komme til Kysten, og derfra, om Lejlighed gaves, til deres Morfader. Men de toge Fejl af Vejen, og kom efter at have udstaaet meget af Frost og med opslidte Sko, til et Sted, hvilket de til deres Forfærdelse gjenkjendte som deres Faders Gaard. De tyede i deres Nød til Nabogaarden, hvor Grims Broder Ingjald boede; han var en brav Mand, ulig sin Broder, og kaldtes derfor Ingjald den tryggve (trofaste), han havde været en af Øndotts bedste Venner. Hans Hustru Gyda kjendte Drengene først, og overtalte sin Mand til at modtage dem; der opholdt de sig hemmeligt og under falske Navne den hele Vinter.
Imidlertid havde Anund Træfod erfaret, hvad der var skeet, og begav sig til Agder, hvor han fandt Lejlighed til at tale med Øndotts Sønner, og aftale med dem en Plan til at hevne deres Fader. Over Egdafylke havde Kongen indsat en Jarl ved Navn Audun. Han ventedes om Sommeren til Hvin, og Grim Herse skulde gjøre et stort Gilde for ham. Der var store Tilberedelser, og da alle bare beskjæftigede med Ølbrygningen, snege Anund og Øndotts Sønner sig til Gruus Gaard, brændte ham inde med 30 Mand, og toge endeel Gods. Anund skjulte sig i Skoven, men Øndotts Sønner gik tilbage til Ingjalds Gaard, hvor de sagde Gyda hvad der var skeet. Hun sagde det til Ingjald, som strax bød dem drage bort og aldrig mere komme for hans Øjne. De toge en Baad og roede ud til nogle nærliggende Øer, hvor de laa i Skjul nogen Tid. Audun Jarl kom til den aftalte Tid, men fandt kun det øde Brandsted. Han samlede Folk for at gribe Gjerningsmændene; men Anund, der havde holdt Øje med alt hvad der skede, sendte Bud til Brødrene og bad dem komme for at overrumple Jarlen, der troede sig ganske tryg. De kom, og gik nu med Anund om Natten til det Huus, hvor Jarlen sov. Hans Langskib laa
