som vi have seet, Vesterhavets Øer, hvorhen, som ovenfor viist, de norske Vikinger allerede siden Aarhundredets Begyndelse plejede at drage paa Tog. Færøerne vare allerede for Harald Haarfagres Regjeringstiltrædelse bebyggede af Grim Kamban. Den søndenfor Færøerne liggende Øgruppe, som vore Forfædre, uvist hvorfor, kaldte Hjaltland (senere Hjatland, Hjetland, Hetland, hvilket Navn i skotske og latinske Skrifter urigtigt er gjengivet ved Shetland), var tilligemed Orknøerne ligeledes et yndet Tilhold for Vikinger. Dette var endnu mere Tilfældet med de hæbruiske Øer, der tilligemed Øen Man af vore Forfædre tilsammen kaldtes Syderøerne. Uagtet disse Øer vare befolkede af keltiske Skoter, stode i den nærmeste Forbindelse med Irland, og indeholdt, hvad der kunde ansees for Irernes og Skoternes Nationalhelligdom, Columba-Klostret paa Icolmkill, Udgangspunktet for saa godt som hele Nordeuropas Dannelse, synes det dog, som om de udvandrede Nordmænd aldeles have gjort sig til Herrer her, og da Island begyndte at bebygges, var det især fra de paa Syderøerne herskende Nordmænd, at det fik sine første og fornemste Kolonister. Det var, fortælle Kongesagaerne, almindeligt, at de Nordmænd, der ved Harald Haarfagres Erobringer saa sig nødte til at forlade deres Hjem, sloge sig ned paa Syderøerne og de øvrige Øer i Vesterhavet, for derfra hver Sommer at herje paa Norge og gjøre Harald saa megen Skade som muligt[1]. Dette Væsen maa saaledes allerede have taget sin Begyndelse ved Haralds første Erobringer. Vi have seet, hvorledes Anund Træfod, Thrond mjøksiglande og Geirmund Heljarskind tyede did. Vi læse om Sølve Klove, at han, fordreven fra sit Fædrenerige Nordmøre, blev en stor Viking, og herjede ofte paa Haralds Rige. Han har altsaa efter al Rimelighed været en af de Vikinger, der sloge sig ned paa Hjaltland, Orknøerne eller Syderøerne. Disse Øgrupper havde ogsaa en for slige Herjetog saare heldig Beliggenhed. Et Par Dages Sejlads med gunstig Vind var tilstrækkelig til at føre Vikingen over til Norge, og da det her ej gjaldt at gjøre Erobringer, men kun at gjøre Skade og samle Bytte, kunde han allerede være borte og i Sikkerhed, førend den kongelige Landværnsmand endnu havde erfaret hans Nærværelse.
Nærheden af Irland, hvor der allerede var et norskt Rige, maatte gjøre Syderøerne til det første Hoved-Tilhold for de udvandrede Nordmænd. Historien har opbevaret os Navnene paa enkelte af disse, forsaavidt som de senere bleve Stamfædre før mægtige Slægter paa Island, og hvad der om dem berettes, giver os mange ypperlige Vink om Tilstanden og Stemningen i Norge paa den Tid. Den mægtigste og berømteste af dem alle var den allerede omtalte Herse fra Sogn, Ketil Flatnef. Han var en Søn af
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 20.
