Sammenerobring. Dette, i Forbindelse med de irske og franske Annaler, tjener til Vejledning med Hensyn til Tidsregningen for Haralds Vesterhavstog. Thi hvis dette Tog fandt Sted forinden de lo Aar efter Løftets Aflæggelse vare forbi, maa det have fundet Sted endnu før Hafrsfjordslaget, eller i alle Fald endnu samme Sommer, som dette stod. Dette bestyrkes deraf, at en Kongesagn lader Ivar, Ragnvald Jarls Søn, falde i Hafrsfjordslaget[1], og at en anden Saga lader Harald umiddelbart efter dette Slag overdrage Orknøerne til Ragnvald som Erstatning for Sønnens Tab[2]. Man kunde derved endog fristes til at opstille den Formodning, at Toget i Vesterhavet har staaet i umiddelbar Forbindelse med Slaget i Hafrsfjorden. Men ved nærmere Betragtning bliver det dog sandsynligere at det har fundet Sted i et af de foregaaende Aar. Vi erfare af de normannisk-franske Annalister, at Gange-Rolf, Ragnvalds Søn, der stiftede Hertugdømmet i Normandie, allerførst begyndte at vise sig i Frankrige omkring 876. Han maa altsaa da have været mindst 15 Aar gammel. Men da han paa den Tid, da Torv-Einar drog til Orknø, endnu ikke synes at have været fuldvoxen, altsaa i det højeste 12 eller 14 Aar, maa dette have skeet allersenest ved 875; og da Sigurd Jarl ogsaa maa have hersket i nogle Aar, kan Øernes Undertvingelse idetmindste ikke være sildigere end 872, snarere tidligere. De irske Annaler henføre Oistins (Thorsteins) Død til 874 eller 875; han underkastede sig, som vi have seet, det nordvestlige Skotland i Forening med Sigurd Jarl, og denne maatte altsaa først være bleven Jarl, eller med andre Ord, Toget til Orknøerne og Syderøerne maatte allerede have fundet Sted, førend han og Thorstein kunde tiltræde deres Erobringstog. Og i kortere Tid end tre eller fire Aar kunne Thorstein og Sigurd neppe have hersket. Alle Omstændigheder forene sig saaledes om at henføre Haralds Vesterhavstog til et af de nærmeste Aar før Hafrsfjordslaget, der saaledes som det ovenfor er viist, foregik i 872.
Efter sit Vesterhavstog synes Harald at have tilbragt en Række af Aar hjemme, skjønt under idelige Rejser frem og tilbage i Landet, for at befæste sit Herredømme, og give sine nye Indretninger Kraft. Af hvad der allerede er berettet, vil det lettelig kunne forstaaes, at han her havde mange Vanskeligheder at kæmpe med, ej alene fra de mægtige Mænd, af hvilke han fordrede Underkastelse, men ogsaa fra sine egne Lehnsmænd, der ved den Magt, der blev dem til Deel, følte sig fristede til Overmodig-
