Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/545

Denne siden er korrekturlest
517
Island. Ingulf og Leif.

efter 890. Og det var nu ej længer Syderøerne, som det fornemmelig gjaldt, men Island.

23. Islands Bebyggelse.


Denne Ø var, som vi have seet, allerede opdaget af Naddodd, Gardar og Floke lidt før 870, og havde af den sidste faaet sit Navn. Men den begyndte ikke formeligt at bebygges, førend efter Hafrsfjordslaget og det var Atle Jarl og hans Sønner, som ved deres Overmod og Anmasselser gave den nærmeste Anledning dertil, ligesom de allerede tidligere havde nødsaget Ølve Hnuva til at flygte fra sit Hjem og anraabe Kongen om Beskyttelse.

Der levede i Firdafylke to Brødre ved Navn Bjørnulf og Roald, Sønner af en Romund Gripssøn i Thelemarken. De havde maattet flygte fra Thelemarken for en Drabssag, og bosat sig i Dalsfjorden paa Fjale-Bjørnulf havde en Søn ved Navn Ørn, Roald en ved Navn Rodmar; Ørn havde Sønnen Ingulf[1] og Datteren Helga, Rodmars Søn hed Leif. Ingulf og Leif vare fortrolige Venner og Fostbrødre. Da Ingulf var 20 og Leif 18 Aar gammel, droge de ud paa Vikingetog i Forening med Atle Jarls ovenfor omtalte Sønner, Haastein, Herstein og Holmstein, og samlede sig rigt Bytte; det samme gjorde de næste Sommer, og den ønskeligste Enighed herskede mellem dem. Men imidlertid vare baade Leifs og Ingulfs Fædre døde, og efter deres Hjemkomst gjorde de derfor efter sædvanlig Skik et Arve-Øl, hvortil ogsaa Jarlesønnerne bleve indbudne. I dette Gjestebud gik Ingulfs smukke Syster Helga om med Bægeret, og behagede især Herstein, der kastede mange elskovsfulde Blikke til hende. Da Løfte-Aflæggelsens Tid kom, lovede han højtideligt, at han enten vilde faa Helga til Egte eller ingen. Leif, der selv elskede Helga, rødmede herved. Haastein lovede, aldrig at vige fra Retten i sin Dom i nogen ham voldgiven Sag om end en af Parterne var hans Frænde. Ingulf lovede, ikke at dele Arv med nogen, uden med Leif; dermed, sagde Haastein, gav han tilkjende, at han kun vilde give Leif sin Syster til Egte. Leif lovede, at han aldrig vilde vise sig sin Fader uværdig. Dette, sagde Haastein, var en let Sag, siden Leifs Fader havde maattet flygte med hans Farfader fra Thelemarken for Udaads Skyld. De her udtalte Ord vare naturligviis mere end tilstrækkelige til at stifte Fiendskab mellem Fostbrødrene og Jarlesønnerne. Paa noget Staldbroderskab var nu ikke at tænke, og da Vaaren kom, besluttede Ingulf endog at blive hjemme, for ikke at udsætte sig for nogen Fare fra At-

  1. Et Par Haandskrifter af Landnáma (I. 9.) indeholde den Selvmodsigelse, at Ingulf skulde vare hørdsk, og hans Fader Bjørnulf en Broder af Heyjangrsbjørn.