Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/549

Denne siden er korrekturlest
521
Island. Landnamsmænd. Skallagrim.
24. De fornemste Landnamsmænd.


Det laa i Sagens Natur, at de Nybyggere, der tidligst kom til Island, ogsaa havde det frieste Valg med Hensyn til Stedet, hvor de nedsatte sig, og Udstrækningen af de Stykker Land, de toge i Besiddelse. De første Nybyggere synes og at have benyttet sig saa godt som de kunde af dette frie Valg, thi det varede ikke meget længe, førend Søkysterne og de bedste, nærmest Søen liggende Dalfører vare fordeelte imellem enkelte store Grundejere, som vistnok senere tillode andre at nedsætte sig i deres Distrikter, men i de fleste Tilfælde sikkert ikke uden mod at erkjende dem selv som Høvdinger, og sig som deres Thingmænd. Da Søkysten og de nedre Dale vare optagne, opsøgtes de fra Søen fjernere, indre Dalstrøg; men da disse ikke naaede langt, eftersom hele det indre Island er en uoverseelig Steenørken, opstod der snart Mangel paa ubesat Land. Derover opstod der Klage, og, merkeligt nok, Afgjørelsen deraf blev overladt Harald Haarfagre: en Omstændighed, hvoraf det skulde synes, som om hans Herredømme eller fyrstelige Værdighed endnu efter Udvandringen vedblev at erkjendes af Nordmændene. Han bestemte, at ingen skulde tage mere Land, end hans Skibsfolk kunde fare om med Ild paa een Dag. Dette skulde skee paa den Maade, at man skulde gjøre op en Ild, naar Solen stod op; derpaa en anden, ikke længer borte, end man kunde see den første, og saaledes videre, indtil Solens Nedgang[1]. Med Hensyn til Kvinder vedtoges det, at de ej skulde kunne tilegne sig større Strækning, end de paa en Vaardag mellem Solopgang og Soleglad kunde lede en to Aars Kvige eller et halvvoxent Nød. Man kan saaledes med Hensyn til Islands Bebyggelse skjelne mellem to Hovedperioder; den første, i hvilken Landet fordeeltes mellem de først ankomne Nybyggere i store Distrikter, og den anden, i hvilken Nybyggerne deels maatte nøje sig med mindre Stykker, deels søge til de indre Egne, deels nedsætte sig paa allerede taget Land, deels ogsaa kjøbe sig Ejendomme. Den første Periode tilhører som det synes, de første ti eller højst tyve Aar efter Hafrsfjordsslaget (872–892); den anden den øvrige Deel af Haralds Regjeringstid og de nærmeste Aar efter hans Død; man regner nemlig, at Øens fuldstændige Bebyggelse medtog 60 Aar[2].

En af de Nybyggere, der allerførst bosatte sig paa Island efter Ingulf, og som tilegnede sig et af de videste Distrikter, var Skallagrim. Det er allerede omtalt, hvorledes han i Aaret 878, efter sit uheldige Besøg hos Kongen, besluttede at drage til Island med sin gamle Fader Kjeldulf, sin hele Familie, sine Undergivne og mange af sine Venner; hvorledes han paa

  1. Landnáma V. 1.
  2. Landnáma V. 15.