deres endelige Grændse mod Skythosarmaterne. Paa den anden Side finde vi enkelte Folk, hvis Navne vi kunne gjenkjende, som Friserne, Chatterne (d. e. Hesserne) omtrent i de samme Egne, hvor de endnu bo; vi finde Goterne i de Lande, der endnu, som senere skal vises, i det 9de Aarhundrede e. Chr. kaldtes Gotland; vi finde Svierne endnu den Dag idag i deres gamle Hjem. Men derhos finde vi enkelte Folk, der allerede tidligt nævnes som mere sydligt boende, endnu paa Strabos, Tacitus’s og Ptolemæos’s Tid længere mod Nord, f. Ex. Langobarderne. Alt dette lægger for Dagen, at Germanernes Vandring idetmindste fra den Tid, de dukke op i Historien, gik fra Nord mod Syd, men saare langsomt, og at de allerede idetmindste tre Aarhundreder før vor Tidsregning havde indfundet sig; at man vel ikke med nogen Bestemthed kan paavise deres Indvandringstid, men at det dog bliver sandsynligt, at den senere galliske Vandring ved 300, og tilsidst Kimbrerne og Teutonernes Tog, ere Følger af det Tryk, deres Indvandring foraarsagede. Videre Oplysninger om Germanernes Vandringer i den fjerneste Oldtid maa man hente fra deres egne Sagn, hvilke, ret forstaaede og forklarede, udfylde flere af de Huller, de romersk-græske Optegnelser, med al deres Vidtløftighed, efterlade.
De oprindelige germaniske Vandringssagn vilde imidlertid for længe siden have været tabte, hvis de først skulde være blevne optegnede efterat Germanerne i deres eget Hjem havde lært boglig Kunst, eller uden den græsk-romerske Kulturs Mellemkomst. Men Folkevandringerne, der i det fjerde og femte Aarhundrede e. Chr. bragte saa mange germaniske Folk til Sydeuropa, medførte blandt mange Goder ogsaa dette, at disse indvandrede Germaner snart tilegnede sig Sydens Kultur, og at de selv opnaaede en langt anden Vigtighed i Sydboernes Øjne, end forhen; dette havde til Følge, at baade de selv desto tidligere bleve istand til at fortælle og forevige, hvad de vidste om deres Urhistorie, og at Sydboerne ikke længer fandt det under sin Værdighed at granske efter deres Oldsagn, optegne og forklare dem. Derfor have vi fra den Tid af, da hine Vandringer først begyndte, langt anderledes nøjagtige og udførlige Beretninger om de enkelte germaniske Folk, end forhen, og disse Beretninger ere deels forfattede af romaniserede Germaner, deels af Romere eller Grækere, der fra Germanernes egen Mund havde indhentet paalidelige Efterretninger. Og det er ikke af ringe Betydning, især for Skandinaviens Historie, at det første og mægtigste Folk, med hvilket Romerne gjorde Bekjendtskab, var det skandiske Goterfolk.
De første Tegn til de Rystelser, der omsider fra Germanien af skulde omstyrte det vestlige Kejserdømme, bringe det østlige til at skjelve, og omskabe Syd- og Vest-Europas Udseende, sporede Romerne allerede mod En-
