gemund og Sæmund vare just komne fra Vesterviking og laa med deres Skibe i Nærheden af Hafrsfjorden, da Kong Harald stod i Begreb med at levere de forbundne Fyrster det afgjørende Slag. Ingemund bestemte sig til at tage Kongens Parti, Sæmund derimod sagde at han ej vilde vove sit Liv for Harald, men holde sig udenfor Striden; han sejlede strax nordefter, medens Ingemund stødte til Kongens Flaade, og stred med stor Berømmelse. Han kom herved i stor Yndest hos Kongen, der foruden store Belønninger, hvoriblandt 3 bemandede Skibe, gav ham et lille Freysbillede af Sølv, hvilket Kong Kjøtve havde plejet at bære hos sig som en Talisman[1]. Sæmund derimod kaldte han en Forræder, og viste sig saa forbittret over hans Færd, at denne efter Ingemunds Raad fandt det raadeligst at drage til Island. Efter Ingemunds Hjemkomst skal en klog Finnekone ved et Gilde hos Ingjald have spaaet ham, at han skulde komme til at bosætte sig paa Island, og have angivet som Tegn, at det lille Freysbillede var kommet bort af hans Pung, men skulde gjenfindes paa Island der, hvor han kom til at bo. Hun spaaede ligeledes Ingjalds Sønner Grim og Romund, at de skulde flytte til Island. Ingemund blev ærgerlig herover, og vilde intet høre derom; men Grim og Romund meente, at det ej kunde nytte at modsætte sig Skjæbnen, at Island var et godt Land, og at man der var sikker for Kongers og Voldsmænds Undertrykkelse. Grim var desuden en god Ven af Kveldulf og Skallagrim, og saa nøje forbunden med dem, at han ikke godt kunde forblive i Landet efter at de vare dragne bort i aabenbart Fiendskab med Kongen. Grim og Romund droge derfor afsted med Skallagrim, saaledes som det ovenfor er fortalt, og bosatte sig ved Borgarfjorden. Romund nedsatte sig i Tveraalid længere oppe. Ingemund derimod forblev i Norge, og yttrede fremdeles den bestemteste Ulyst til at drage til Island. Hans Fader døde, Ingemund tiltraadte Arven, og egtede efter Kong Haralds Raad og Foranstaltning en naturlig Datter af Jarlen Thore den tause paa Møre, Ragnvald Jarls Søn og Efterfølger: han maa altsaa være forbleven i Norge idetmindste ti Aar længere end Grim og Romund. Imidlertid spøgede Finnekonens Spaadom i Ingemunds Hoved; han grublede meer og meer derover, og skal endelig have faaet nogle Finner til at gjøre en Rejse til Island, ifølge den baade da og gjennem mange paafølgende Aarhundreder herskende Overtro, at de kunde lade deres Sjæl fare ud af Legemet, der imidlertid laa som i Dvale, medens Sjælen, som oftest i et eller andet Dyrs Skikkelse (hamför),
- ↑ Dette Billede kaldes i Vatnsdøla Saga hlutr ɔ: Lod; det har rimeligviis ogsaa været brugt til den Slags Gaaen til Frett, der skede ved at lægge „Lod“ i Skaaler og undersøge om Lodden laa rolig eller ej; se Jomsvikinga Saga Cap. 42, jvf. ovf. S. 179.
