besøgte det Sted, fra hvilket man ønskede Oplysninger[1]. Finnerne skulle efter tre Dages Forløb have fortalt ham, at de efter megen Møje virkelig havde fundet Billedet i et Holt paa Nordkanten af Landet, hvilket de beskreve ham nøjagtigt med alle dets Omgivelser; men det havde ikke været dem muligt at faa Billedet fat. Heraf skal Ingemumd have forstaaet, at det nu engang var hans Skjæbne at skulle flytte til Island, og Kongen, hvem han raadspurgte derom, var enig med ham deri. Kongen sagde og, at det var ærefuldt for ham at drage derover med hans Tilladelse og, ikke stjæle sig bort, ligesom saa mange nu gjorde. Paa den Tid, da Ingemund besluttede at drage over til Island, var, heder det, Farten derover som sterkest; det maa altsaa have været omkring 890. Ved et stort Gilde, han gjorde for sine Venner og andre Høvdingen forkyndte han til deres Forundring og Bedrøvelse sin Beslutning; men mange løde sig dog ogsaa lokke til at drage over med ham. Han indskibede sig med sin Hustru, sine fem Sønner, sin Svoger Jorund Hals, en Frillesøn af Thore Jarl, sin Datter, sine Huusfolk, og endeel andre Mænd, og landede først i Borgarfjorden, hvor hans Fostbroder Grim tog venligt imod ham, og bad ham nedsætte sig der. Men Ingemund, hvis Hu efter Finnernes Udsagn stod til at bosætte sig nordpaa i Landet, forblev kun Vinteren over hos Grim, og drog om Vaaren over Fjeldhøjderne nordefter, først til Hrutafjorden, hvilken han gav Navn, og derpaa til Vatnsdalen, i hvilken han troede at gjenkjende den af Finnerne beskrevne Egn, og udsaa sig Bolig i en liden Dal, hvor han strax begyndte at bygge baade en Gaard og et Tempel, 100 Fod langt. Da han her grov Huller i Jorden for at befæste Andveges-Sulerne, skal han have fundet Billedet, og udbrød da, at det ej nytter at sætte sig op mod sin Skjæbne. Ingemund tog nu Vatnsdalen i Besiddelse, og anviste derpaa sine Ledsagere forskjellige Steder i Dalen[2]. Han maatte dog gjøre en Rejse tilbage til Norge, for at skaffe sig det nødvendige Huustømmer, medbragte nogle nys fangne Hvidbjørn-Unger, og forærede Kongen dem; denne gav ham til Gjengjeld Tømmer i Overflod og det gode Skib Stigande [3]. Ingemnnd blev siden en mægtig Høvding, og henlevede Resten af sit Liv i Rolighed, nydende den største Anseelse.
Blandadalen, som ovenfor er omtalt, blev fornemmelig optagen af Eyvind Sørkver, der var kommen ud med Ingemund, og var hans fortrolige Ven; Ingemunds Høvdingskab har altsaa tillige strakt sig didhen. En mægtig
- ↑ Se ovenfor S. 181. Beskrivelse over en saadan hamför findes i Snorres Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 37, og fornemmelig i Historia Norvegiæ fol. 3 a.
- ↑ Vatnsdøla Saga Cap. 1-15. Landn. III. 2.
- ↑ Vatnsdøla Saga Cap. 16. Landn. III. 3. Efter hine Bjørneunger (húnar) havde Ingemund givet Hunavandet og Hunafjorden Navn.
