hvilke Romerne stundom søgte at undgaa ved at betale dem aarlig Tribut. Kejser Decius faldt, som bekjendt, i et Slag mod dem (251)[1]; under Gallienus trængte de herjende frem til de sydlige Egne af Peloponnes og ind i Lilleasien; det lykkedes først Aurelian at drive dem tilbage hiinsides Donau, hvor de nu en Tidlang holdt sig rolige indtil Constantin den Stores Tider. Denne forstod at holde dem tilbage. Muligt er det ogsaa, at de just i denne Tid undlode at forurolige Romerne saameget som hidtil, fordi der inden deres egne Grændser var nok at bestille, idet den østgotiske Ermanarik optraadte som Erobrer og underkastede sig ej alene alle de gotiske og med Goterne beslægtede Folk, men ogsaa flere af de tilgrændsende, ikke gotiske Nabofolk, og grundede et stort Erobringsmonarki, der naaede fra Østersøen til det sorte Hav. De mongoliske Huners Indstyrten fra Asien nødsagede endelig Vestgoterne til at flytte ind paa det romerske Gebet, hvorfra de siden, som bekjendt, under Alarik gik til Italien og derfra under Ataulf til Sydfrankrige og Spanien; Østgoterne fulgte senere efter, og satte sig under Theodorik fast i Øvreitalien, hvor det først lykkedes Iustinians Hærførere at undertvinge dem.
Foruden Goterne vare der mange andre, mere eller mindre mægtige germaniske Folk, som til forskjellige Tider fulgte den samme Trang til at storme frem mod Syden. Franker og Burgunder satte sig fast i Gallien, Vandaler og Svever i Spanien, de første sidenester i Afrika. Det er fornemmelig Vandalernes Tog over Rhinen i Følge med Svever og Alaner 406, som man har kaldet den store Folkevandring. Heruler eller Eruler, Skirer og Ruger nævnes ligeledes blandt de forskjellige Folkeslag, som gjestede Italien og de romerske Lande. Og tilsidst kom Langobarderne, der efter en langsom Flytning fra de nedre og mellemste Elb-Egne til Dacien omsider (568) brøde ned i Italien strax efter Goternes Undertvingelse, og frareve de romerske Kejsere Størstedelen af Landet, hvis nordligste Deel, Lombardiet, endnu minder om deres Navn.
Af de her nævnte Folk vare Goterne det, som tidligst antog Christendommen og ved Samkvemmet med Romerne tilegnede sig deres Dannelse uden dog derfor at opgive sin egen Nationalitet. Allerede blandt de Vestgoter, der paa Kejser Valens’s Tid (375) flyttede over Donau paa romersk Grund, levede den berømte Biskop Ulfilas eller Vulfila, som oversatte Bibelen paa Gotisk, af hvilken Oversættelse det nye Testamente endnu for en stor Deel er tilbage, og saaledes er noget nær det ældste og for Sproghistorien interessanteste germaniske Sprogmonument, Tiden har levnet os. Goter, saavelsom andre Germaner, opnaaede ofte vigtige Embeder ved de ro-
- ↑ Dette Slag forefaldt i Nærheden af Donau, men endog her, saa sildigt, sorvexler Zosimus (I, 23, 24) denne med Tanais.
