Trælle og Frigivne; til de sidste bortbyggede han enkelte Dele af sin store Ejendom, og de bleve saaledes hans Landseter eller Lejlændinger; de meest betroede af Trællene anvendte han ofte til at bestyre de længere bortliggende Gaarde, som han forbeholdt sig selv; disse Trælle fik sædvanligen ogsaa tilsidst Friheden, og bleve da enten ligeledes Lejlændinger, eller belønnedes for større Fortjenester, med at faa en Gaard til Ejendom[1]. Ogsaa fattige fribaarne Udvandrere nøjedes vel med at blive Lejlændinger. Paa denne Maade opstod den egentlige lavere Folkeklasse, der udgjorde Fleerheden af Befolkningen paa Island; bestaaende oprindeligt af Frigivne, har den vistnok langtfra indeholdt saa reent norske Elementer, som Høvdinge-Klassen; men derimod en Mængde keltiske, angliske og frankiske[2]; efterhaanden smeltede de dog sammen til een eneste Nationalitet, i hvilken det norske Element var det fremherskende. Men det laa i Sagens Natur, at den lavere Folkeklasse var aldeles uden politisk Vegt, og at Forfatningen heelt igjennem var aldeles aristokratisk.
At Besiddelsestagelsen af Landets enkelte Dele oftere, især i den sidste Deel af Landnamstiden, gav Anledning til Strid mellem Nybyggerne, laa i Sagens Natur og Exempler derpaa ere allerede anførte. Naar stridbare Kæmper endog hjemme i Norge ved Trusel om Holmgang kunde aftvinge Folk deres Gaarde, ja selv deres Koner og Døttre, og dette ikke engang ansaaes for utilladeligt, maatte en saadan Tilflugt til den Sterkeres Ret være endnu naturligere blandt Islands første Kolonister. Og dog synes det, som om de endda ikke saa ofte benyttede sig deraf. Tvertimod lader det til, at en for de Tider og under de Forhold sjælden Humanitet, Eftergivenhed og Hjelpsomhed overhoved har raadet mellem dem, og flere merkelige Træk deraf ere opbevarede. Saaledes finder man altid, at tidligere bosatte Nybyggere med den største Liberalitet modtoge senere ankomne Frænder og
- ↑ Om Forholdet mellem Jorddrotten og Landseterne indeholder især Hønsethores Saga Cap. 2, 3, gode Oplysninger. Blundketil havde 30 Lejlændinger; i paakommende Tilfælde bestemte han, hvor meget Kvæg enhver af dem skulde slagte for at Dyrtid kunde undgaaes, altsaa udøvede han fuldkommen Politimyndighed over dem.
- ↑ Om de mange irske og skotske Trælle, Landnamsmændene førte med sig, er forhen talt. Paa Vikingetogene til Englands og Frankriges Kyster maa ogsaa mange engelske og frankiske Trælle have været erhvervede. Naar man finder Trælle omtalte med germaniske Navne, og dog med det udtrykkelige Tillæg, at de vare udenlandske, f. Ex. Arnthrud, Rafnkells Saga S. 2, maa man formode, at de have været frankiske, saxiske eller angliske.
