Østkysten, da han flyttede vester til Leiruvaag[1]. Ulfljot var en Dattersøn af Hørda-Kaare, og, tillægges der, en Systersøn af Thorleif spake den yngre, en af Norges første Lovkyndige ved Slutningen af Kong Haralds Regjeringstid[2]. Ulfljot var allerede 60 Aar gammel, men begav sig dog over til Norge til sin Morbroder Thorleif, for at benytte hans kyndige Vejledning, og opholdt sig hos ham i tre Aar. „Der satte“, heder det, „Ulfljot og Thorleif den Lov, som siden blev kaldet Ulfljotslov“, og som „fornemmelig rettede sig efter Gulathingsloven, saadan som den paa den Tid var, idet Thorleif gav sine Raad om hvad der var at tage fra eller lægge til“[3]. Da Størstedelen af Landnamsmændene, som ovenfor viist, vare fra Gulathings-Foreningen i Norge, og de Lovbestemmelser, som i de fleste Hereder paa Island vare vedtagne, følgelig maa have været Gulathingslovens, var det ogsaa i og for sig i sin Orden, at Islands nye Fælleslovgivning fornemmelig kom til at rette sig efter denne, og af denne Grund vilde det vel endog være blevet Ulfljot paalagt, især at holde sig til Gulathingsloven, om han end ikke selv havde været en Gulathingsmand og beslægtet med Gulathingsforeningens første Lovkyndige. Det bliver vel derfor altid et stort Spørgsmaal, hvorvidt Thorleif, forsaavidt han kan antages at have været til, virkelig har haft den Indflydelse paa Islands Lovgivning, som disse gamle Beretninger foregive. Det er umiskjendeligt, og vi have allerede tildeels seet Exempler paa, at Sagnet tillagde en Thorleif spake den fornemste Deel af Norges Lovgivning strax før eller efter Rigets Samling[4]. Dette Navn synes næsten at være blevet ligesaa staaende i Egenskab af den ældste Rets-Autoritet, som Navnet Mattull for Finnernes foregivne Konge, og lignende, i flere Generationer tilbagevendende Navne, der alle mere tilhøre Sagnet, end Historien[5]. At Sagnet paa Island ogsaa kan have sat dette Navn i Forbindelse med Øens ældste Lovgivning, uden at Thorleif engang, naar Alt kommer til Alt, har været nogen virkelig historisk Personlighed er heel sandsynligt. Men Ulfljot kan for den Sags Skyld meget gjerne have været over i Norge for at studere Gulathingsloven nøjere i dens egentlige Hjem. Naar det ellers heder, at han „havde Loven ud med sig fra Norge“, maa man ikke tænke paa nogen vidtløftig skreven Lov, eller paa den Masse af særskilte Bestemmelser, der danne den merkelige, under Navnet Graagaas bekjendte old-islandske Lovbog, som endnu er opbevaret. Den ulfljotske Lov
- ↑ Landn. IV. 7.
- ↑ Han var med at „sætte“ Gulathingsloven under Kong Haakon den gode, se Snorre, Haakon den godes Saga Cap. 11.
- ↑ Landn. IV. 7, jvf. Islendingabok Cap. 2.
- ↑ Se ovenfor S. 408.
- ↑ Paa samme Maade fablede man ogsaa i Sydeuropa gjennem flere Aarhundreder om en Prest Johan, der skulde beherske det Indre af Asien.
