at drage til Island, ikke opgivet Haabet om at faa sine Ejendomme paa Rogaland tilbage, og synes endog at have paaberaabt sig dem, da han friede til Ufeig Grettes Datter Æsa, men Ufeig sagde reent ud, at han nu betragtede hans Jorder omtrent som værdiløse[1]; alt hvad Anund selv kunde udrette, var alene at tage en forbigaaende Hevn for Inddragningen, ved at dræbe Aarmanden Haarek og brænde Gaarden op, kort førend han drog over til Island[2].
Det maa altsaa have været en overordentlig Masse af Jordegods, der paa den Maade kom i Kongens Besiddelse. Thi det var just de større, Høvdinger tilhørende, Gaarde, som ved Udvandringen bleve inddragne. Til Island alene kom henved 400 Hoved-Landnamsmænd; de, som droge til Øerne i Vesterhavet, til Jemteland, eller paa Vikingetog, kunne tilsammen ikke have været stort færre. Og da der nu i Følge med disse Høvdinger var en Mængde andre mindre anseede Mænd, men som dog ogsaa ejede Gaarde, regner man neppe for meget, naar man antager, at Kong Harald allermindst har føjet 800 større eller mindre Gaardejeres Odelsgods til Antallet af de egentlige Kongsgaarde En stor Deel af dette Gods anvendtes nu vel til Bortforlening, deels til Jarler, deels til Lendermænd, og af den Omstændighed, at Kongen forlenede Eyvind Lambe, Thorolfs Frænde, med dennes forrige Gaard Sandnes[3], skulde man formode, at han oftere, hvor det lod sig gjøre, belønnede de Medlemmer af en Familie, der forbleve ham urokkeligt hengivne, med at give dem de efter deres Frænder inddragne Ejendomme, og saaledes, saavidt skee kunde, lod disse forblive i Familien. Men desuagtet maatte der blive en Mængde Gaarde tilbage, som dannede det umiddelbare Krongods. Jordegodset i Norge paa Harald Haarfagres Tid var altsaa, uagtet det egentlig altsammen sagdes at tilhøre Kongen, tre forskjellige Slags: 1) de forrige Odelsgaarde, hvis Besiddere villigen havde underkastet sig Kongen, og som derfor heller ikke forjoges, men alene maatte finde sig i at besidde dem under en anden Adkomst-Tittel, nemlig som stiltiende Len, ikke som Odel; det faldt forøvrigt af sig selv, at der ingen egentlig ydre Forandring skede i deres Maade at besidde og nedarve Ejendommen paa; de vare alene forpligtede til at betale Skat og tjene i Krigen efter Kongens Opbud; forresten kunde vel disse Gaarde sælges og paa anden Maade afhændes, som forhen, og den kongelige Overejendomsret synes mere at have været forudsat, end virkelig at være udøvet; 2) Lensgodset, eller det Jordegods, hvormed Jarlerne og Lendermændene vare forlenede, for deraf tildeels at bestride Udgifterne saavel ved de Lenstropper, de maatte holde, som ved de Veitsler, de maatte
