der ud paa Høsten kom Skibe fra Norge, og med dem det Rygte, at Bjørn skulde have løbet bort med Thora uden hendes Frænders Samtykke, og at Kongen derfor skulde have gjort ham utlæg over hele Norge. Skallagrim kaldte strax Bjørn til sig, spurgte, om det virkelig forholdt sig saaledes, og sagde, at han ej havde væntet af Brynjulfs Søn, at han ikke skulde ville sige Sandheden. Bjørn svarede, at han ikke havde sagt nogen Usandhed, men alene anseet sig fritagen for at fortælle mere, end Skallagrim havde spurgt om; han vedgik uforbeholdent, at Rygtet var sandt, og da Skallagrim vred spurgte ham, hvorledes han havde turdet vove at komme til ham, Thore Herses fortrolige Ven, svarede han, at han ikke saa anden Udvej, da han nu engang var landet i hans Nærhed, men haabede dog, at siden han nu var bleven Skallagrims Gjest, vilde denne ikke tilføje ham noget Ondt. Skallagrims ældste Søn Thorolf lagde nu et godt Ord ind for Bjørn, og bad sin Fader at tage ham til Naade; mange andre kom ligeledes med Forbønner, og Skallagrim lod sig endelig overtale. Han sagde, at han vilde føje Thorolf, og bad denne tage sig af Bjørn paa bedste Maade. Saaledes kom Bjørn til at opholde sig hos Skallagrim den hele Vinter. Men Thorolf lod det ej blive derved. Da Vaaren kom, sagde han til sin Fader, at Bjørn længedes efter at komme hjem, og ønskede saa inderligt, at hans Fredløshed maatte blive ophævet; hans Bøn var nu, at Skallagrim vilde tage sig af ham, og sende Mænd over til Norge, for at bede Thore Herse om at forlige sig med sin Svoger. Skallagrim opfyldte denne Bøn; han sendte Mænd til Thore med sin Hilsen og dette Budskab; Brynjulf bød ligeledes Forlig, og Thore lod sig endelig overtale. Bjørn fik Tilgivelse. Thore udvirkede Fredløshedsstraffen tilbagekaldt, og den følgende Vaar, da Bjørn i to Vintre havde opholdt sig hos Skallagrim, vendte han tilbage med sin Hustru, ledsaget af Thorolf, der havde faaet Tilladelse af sin Fader til at følge med. Thora havde kort efter Ankomsten til Borg født en Datter, ved Navn Aasgerd, der blev tilbage hos Skallagrims Hustru Bera, som nødig vilde give Slip paa hende. Da Bjørn var kommen tilbage til Sogn, bekræftedes Forliget mellem ham og Thore, og de bleve nu de bedste Venner[1].
Blandt Kong Haralds paalideligste Mænd og hyppigst brugte Sendedebud nævnes den ovenfor (S. 523) omtalte Hauk Haabrok, om hvilken der endog er en særegen Fortælling, som dog ikke kan ansees paalidelig, da den bærer sterke Præg af at være sammensat eller i det mindste nedskreven i en temmelig sildig Tidsalder[2]. Imidlertid er det dog nok muligt, at enkelte
