Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/61

Denne siden er korrekturlest
33
Jornandes.

digviis mange Forviklinger og Vildfarelser opstaa, af samme Slags, som de vi allerede have omtalt, og som ere en uundgaaelig Følge af virkelige Kjendsgjerningers Underordnen under forud opgjorte Hypotheser og forudfattede Meninger. Den samme Kritik, som maa anvendes ved Bedømmelsen og Benyttelsen af Plinius’s, Tacitus’s og Ptolemæos’s Efterretninger om Norden, maa saaledes ogsaa anvendes ved Jornandes’s Prokops og Paul Warnefrieds, og det i saameget højere Grad, som Notitsernes Mængde og Indholdsrigdom er saameget større end i de tidligere, ugermaniske Skribenters magre Relationer.

Vi erfare da først og fremst af Jornandes, ifølge gamle gotiske Sagn, at Goterne udledede deres Herkomst fra det samme Skandja[1], hvor vi allerede hos Ptolemæos og maaskee endog hos Pytheas finder dem omtalte. Dette Skandja beskriver Jornandes saaledes, at man kan see, at han vistnok dermed især mener Skaane, men at han tillige derunder indbefatter den hele nordiske Halvø. Han lægger nemlig, følgende Ptolemæos, som han udtrykkeligt nævner, Skandja ligeoverfor, ja i Syne (in conspectu) af Floden Weichselens 3 Mundinger, men omtaler tillige blandt Skandja’s Indbyggere ej alene Dani og Beboere af Sverige, som Svethans (Svearne), Theustes (Thjust i Smaaland), Finnaithæ (Finveden), men ogsaa norske Folk, som Raumaricæ, Ragnaricii (Ranrikinger), ja endog Scretofennæ (Skridfinnerne). Det af Jornandes meddeelte Sagn om Goternes Udvandring er heel merkeligt. I en fjern Oldtid (han henfører det til Tiderne før den ægyptiske Konge Vesoses eller Sesostris) drog Goterne under deres Konge Berik fra Skandja paa tre Skibe til den ligeoverfor liggende Kyst af Oceanet, som efter dem fik Navnet Gotiskandja; et af Skibene kom lidt senere end de øvrige, og dets Mandskab fik derfor Navnet Gepider, hvilket Jornandes udleder (skjønt fejlagtigt), af gepanta, der skal betyde „doven“[2]. Gepiderne forbleve en Stund boende paa en Ø i eller rettere nogle Øer i Weichselmundingen, som de efter sig kaldte Gepidojos (d. e. Gepid-Øerne); og

  1. Navnet skrives forskjelligt, Scandza, Scandra, Scandzia, i de forskjellige Haandskrifter af Jornandes, men da han tillige skriver Mundzuccus istedetfor Mundjuccus (Attilas Fader), og vi tillige andensteds sinde z istedetfor det gotiske j, maa man antage, at Jornandes i sit Originalhaandskrift virkelig har plejet at bruge dette gotiske j, der af en ukyndig Afskriver let lader sig forvexle med z. Da nu Plinius desuden har Scandia, tage vi ej i Betænkning at rette Fejlen, idet vi skrive Skandja.
  2. Etymologien er, som man let seer falsk; Gepanta kan aldrig blive Gepida; Navnet udtales desuden, hvad man af latinske Digtere kan see, Gipedes, med næstsidste Stavelse kort, ogsaa Gibidi, hvilket svarer til den Form Gifðe, under hvilken Navnet forekommer i angelsaxiske Oldkvad (den saakaldte Rejsendes Kvad V. 120 og Beowulf V. 4983) og som kun er et Fleertal af gifeðe ɔ: forundt, lykkelig.

Munch. Det norske Folks Historie. I.