Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/624

Denne siden er korrekturlest
596
Harald Haarfagre.


det begyndte. Kongen blev opmerksom paa, at Baard nu og da gik ud, og var borte en Stund. Han spurgte om Aarsagen, og fik vide, at nogle af Thore Herses Huuskarle vare komne did. Han gav da strax Befaling til, at man skulde kalde dem ind. De kom, toge Plads, og saa nu, at Baards foregivne Ølmangel var en stor Usandhed, thi der blev drukket Horn efter Horn, og Baard var selv den ivrigste til at skjenke i for dem. Ølve og hans Mænd begyndte snart at blive øre, og Egil paatog sig at tømme Hornene for ham[1]. Baard spottede over Egils store Tørstighed, og klagede endog for Dronningen over, at man aldrig kunde give ham saa meget at drikke, at han jo klagede over Tørst. Da lod Dronningen Baard blande Gift eller bedøvende Urter[2] i Drikken, og et Horn af denne Blanding bære hen til Egil, som dog merkede Listen, og lod Drikken rinde ud[3]. Han tog derpaa den allerede næsten sandssesløse Ølve ved Haanden, og ledte ham hen til Døren. Her kom Baard efter dem med et fuldt Horn og bad dem drikke paa hans Velgaaende. Egil tog Hornet, drak deraf, idet han kvad et Vers om Baards Falskhed, drog derpaa Sverdet, som han havde skjult under Kappen, og gjennemborede Baard dermed. I samme Øieblik faldt ogsaa Ølve bevidstløs ned, og blev liggende ved Siden af Baard, medens Egil løb afsted saa hurtigt han kunde ned til Baadene, for at slippe fra Øen. Men overalt hvor han kom ned til Stranden, fandt han Folk, saa at det blev ham umuligt at faa nogen Baad; endelig, henimod Morgenen, kom han til et Næs, fra hvilket han med Nød og neppe svømmede over til en anden liden Ø, Sand-Øen[4], der laa til Atle-Øen, og brugtes til Græsgang for en Mængde Koer og Sauder. Her tørrede han sine Klæder og hvilede flg. Sine Vaaben havde han haft med sig paa Ryggen i en Bylt. Imidlertid havde man i Gildehuset fundet Baard liggende død i sit Blod ved Siden af den drukne Ølve, og Kongen havde strax givet Befaling til at man skulde lede efter Egil rundt omkring paa Gaarden. Man fandt ham ingensteds, og er-

  1. Det var nemlig Skik og Brug, at Enhver efter Omgang skulde tomme Hornet, og, hvis han ej kunde det, drikke hvad der kaldtes Vitishorn eller Extra-Bægre, som et Slags Straf. Dog kunde man undgaa det, hvis en Anden vilde gjøre Fyldest i Vedkommendes eget Sted.
  2. I Sagaen úlyfjandi, d. e. usunde Sager.
  3. I Egils Saga heder det, at Egil drog sin Kniv, ridsede sig inden i Haanden, saa at der kom Blod ud, ristede Runer paa Hornet og bestrøg dem med Blodet, idet han kvad et Vers; derpaa sprak Hornet, saa at Drikken randt ned i Halmen. Med andre Ord: Egil skulde have forstaaet, ved Trylleruner at faa Hornet til at briste. Sandsynligviis har han enten stukket et Hul i den nedre Ende af Hornet, eller fundet Lejlighed til, uformerkt at helde Drikken ud.
  4. Saud-Øen er en af de smaa Øer strax sydøstenfor Atleøen, efter hvilken Saudungssund (Saudesund) har faaet Navn.