Sted. Egil ilede strax til Arinbjørn, der tog kjærligt imod ham og bad ham at være der; her opholdt ogsaa Aasgerd, Thorolfs Enke, sig, med deres eneste unge Datter Thordis. Aasgerd blev meget bedrøvet ved Efterretningen om Thorolfs Død. Ogsaa Egil blev, eftersom det led ud paa Vinteren, mere og mere nedslagen. Arinbjørn, som troede at han sørgede over Thorolfs Tab, søgte at trøste ham, sagde, at det var umandigt at hengive sig til Sorgen, „da Mand skal leve efter Mand“, og bad ham at kvæde noget. Egil kvad nu nogle Vers, hvori han paa en forblommet Maade gav tilkjende, at han elskede Aasgerd, og at dette var Aarsagen til hans Nedslagenhed. Men Arinbjørn satte Mod i ham, og lovede at tale hans Sag hos Aasgerd selv og hendes Fader Bjørn. Han holdt ogsaa sit Løfte saa vel, at Giftermaalet kom istand. Og en Stund efter rejste Egil tilbage til Island med sin Hustru og alle sine Skatte. Da havde han været tolv Aar borte[1].
Skallagrim, der nu var en gammel Mand, blev meget glad ved Egils Hjemkomst, og overlod de fleste Sysler med Gaardens og Huusvæsenets Drift til ham. De medbragte Skatte beholdt Egil selv, uden engang at overlevere sin Fader de to Kister fra Kong Ædhelstan. Han var nemlig i høj Grad begjærlig efter Gods. Det var ham derfor en højst uvelkommen Efterretning som nogle Skibe fra Norge efter faa Aars Forløb bragte til Island, at hans Svigerfader Bjørn Hauld var død, og at Berg-Anund, en mægtig Mand, der boede paa Gaarden Ask i Øen Fenring, og som var gift med Gunnhild, en Datter af Bjørns andet Egteskab, havde taget al Arven efter ham, bragt Løsøret hjem til Ask, og bortbygget Landejendommene til Lejlændinger, der skulde svare ham Landskyld. Her var ingen Tid at bortkaste, og Egil drog derfor den følgende Vaar med Aasgerd over til Norge, for at forsøge paa at faa hvad der tilkom ham. Han tyede strax til sin Ven Arinbjørn, og fortalte ham Hensigten med sin Rejse. Arinbjørn tog godt imod ham, og bad ham være hans Gjest, men sagde tillige, at han neppe vilde kunne udrette noget mod Berg-Anund, der baade selv var haard og slem at komme til Rette med, og desuden nu var i stor Yndest hos Kongen og Dronningen, som derimod bare et dødeligt Had til Egil. Denne meente, at Kongen dog ej kunde ville forholde ham hans Ret, især naar han understøttedes af Arinbjørn. Arinbjørn tilsagde ham ogsaa sin Hjelp, og Egil gjorde nu det første Skridt i Sagen ved at drage paa en Skude med henimod 20 Mand til Berg-Anund paa Ask, og kræve Arveskifte af ham i Mindelighed. Anund svarede, at Egil var heel djerv, da han, uagtet Kong Erik havde gjort ham utlæg, dog vovede at komme til hans Rige og ulejlige hans
- ↑ Tidsregningen i Egils Saga er noget usikker, og indeholder enkelte Selvmodsigelser.
