Men herom er Jornandes ikke ene. Ogsaa Langobarderne, skjøndt henhørende til den overtydske eller sydtydske Green – hvad deres Sprog noksom viser – udledede sin Herkomst fra Skandinavia[1]. Allerede Prosper af Aquitanien, der levede i det 5te Aarhundrede, omtaler deres Udvandring fra „de yderste Grændser af Germanien, Oceanets Kyst og den store Ø Skandia“ Deres Nationalforfatter Paul Warnefried nævner udtrykkeligt Skandinavia som Langobardernes ældste Hjem[2]; en unavngiven Forfatter nævner den Vindelske Elv (anmis vindelicus) i deres Naboskab, hvorfra de flyttede til Scatenauge, Albiæ iluminis ripa og derfra videre[3]. Ogsaa den frankiske Forfatter Fredegar veed at fortælle om Schatanavia eller Schandinavia, mellem Donau og Oceanet, som Langobardernes oprindelige Hjem[4], og afgiver derved tillige et tydeligt Beviis paa den Forvexling af Nordens og Østens Hovedfloder, som vi ovenfor have omtalt, thi det er klart, at ved Danubius eller Donau her ikke oprindelig den egentlige Donau har været meent, men den ubekjendte Tanais, og ved denne igjen Gøta-Elven, imellem hvilken og Oceanet Skandien eller Skaane er beliggende. Den frankiske, med Karl den Store omtrent samtidige Hraban Maur, der allerede havde lært at kjende Normannerne som Nordens Herrer, siger udtrykkeligt, at „alle, der tale det tydske Sprog, stamme fra dem“, det vil sige fra de Lande, hvor de paa den Tid boede[5]. Og den saxiske Forfatter Widukind fra det 10nde Aarhundrede nævner om et gammelt Sagn, der udledede Saxernes Herkomst fra Daner og Normanner (de af Daner og Nordmænd beherskede Lande), altsaa Norden[6]. Hvorledes Angelsaxerne ansaa Jylland for deres ældre Hjem, er bekjendt nok, og hvor Prokop omhandler Erulernes Tog fra Syden, rimeligviis til Hjemmet, lader han dem drage først gjennem slaviske Stammer, derpaa over en ubeboet Strækning, saa til Varnerne, derpaa gjennem Danernes Nationer, og endelig over Havet til Thule, der hos ham er eenstydigt med Jornandes’s Skandja, og hvor Gauterne lod dem bo hos sig[7].
Der findes ved de her anførte Sagn enkelte Omstændigheder, som endog nærmere antyde en nordisk Lokalitet. Allerede de saakaldte Rugier, Ruger eller Roger, der oftere nævnes sammen med Goter og Eruler, og af Prokop udtrykkeligt kaldes et gotisk Folk, ligesom Jornandes nævner dem blandt de
- ↑ Prosper Aquit. Chron. Ronc ved Aar 379, I, 635. (ed. Scalig.).
- ↑ Paul Diac. I. 7.
- ↑ Anonymus Langob. i Fortalen til Ritters Udgave af Codex Theodosianus.
- ↑ Fredegar. Hist. Franc. epit. c. 65.
- ↑ Hrab. Maur. hos Goldast. Scr. rer. alem II. P. I. p. 67. Se ogsaa Nigellus de baptismo Haraldi regis, Langebek. scr. r. D. I. p. 400.
- ↑ Pertz Mon. Germ. p. V. 417.
- ↑ Prokop. got. Kr. II. II.
