til Vikingehøvdingernes Personlighed og Aarsagen til deres Angreb, hvorimod man aldeles savner endog nogenlunde paalidelige nordiske Efterretninger derom, og alt, hvad der herom berettes enten i den danske eller norske historiske Literatur fra Middelalderen, er indhyllet i en fabelagtig, sagnmæssig Taage. Dertil kommer ogsaa, at de Mænd, der i Norden nedskreve de mundtligt forplantede historiske Traditioner, tildeels allerede havde haft Anledning til at kjende de engelske skriftlige Beretninger, og nu stundom ved egenmægtige Tillempninger søgte at faa deres egne Sagn til at stemme med disse, hvorved Forvirringen naturligviis er bleven endnu større. Vi have allerede ovenfor (S. 357–360) anført flere Omstændigheder, der vise, at Forvirringen isærdeleshed grunder sig paa en Forvexling af Ragnar Lodbrok, Sigurd Rings Søn, med en yngre Lodbrok, hvis Sønner i Midten af det 9de Aarhundrede hjemsøgte England, og som blandt flere engelske Konger ogsaa bekæmpede en vis Kong Ella i Northumberland, der er bleven en af Hovedpersonerne i de nordiske Sagn. Fra hvilken Tid denne Forvexling i de nordiske Sagn skriver sig, lader sig vanskeligt bestemme. Allerede den gamle Chronolog Are frode, der skrev i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, men havde hentet mundtlige Efterretninger af gamle Folk, som kunde erindre tilbage fra Begyndelsen af det 11te Aarhundrede[1], har, som vi allerede ovenfor have bemerket, gjort sig skyldig i Forvexlingen, idet han siger, at Ivar, Ragnar Lodbroks Søn, i Aaret 870 lod Kong Eadmund den hellige dræbe[2]; men han omtaler ogsaa Kong Eadmunds Saga, det vil sige Legenden om ham, og røber derved, saa vel som ved flere andre Omstændigheder, at han har kjendt engelske Beretninger. Den islandske Skald Sighvat, Kong Olaf den helliges Hirdskald og fortrolige Ven, gjorde omtrent 1026 en Udenlandsrejse, paa hvilken han ogsaa besøgte Kong Knut den mægtige i England, og digtede et Kvæde til hans Ære; blandt de faa Vers, der af dette ere levnede, findes der ogsaa et, hvori det heder, at Ivar i York lod riste en Ørn paa Ellas Ryg[3]; men heraf seer man kun at det nordiske Sagn om Ellas Død ved Ivars Foranstaltning allerede paa Sighvats Tid, eller i Begyndelsen af det ilte Aarhundrede-, var til omtrent i sin nuværende Form, uden at man bliver klog paa, om denne Ivar ogsaa da ansaaes som en Søn af Ragnar. Hvis det gamle Digt Kraakumaal, som vi ovenfor (S. 359–372) have nævnt, virkelig hidrører fra Hedendommens Tider – hvad dets hele Aand og Charakteer umiskjendeligt synes at vise – maa i saa Fald Forvexlingen af den ældre Ragnar og den yngre
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/641
Denne siden er korrekturlest
613
Lodbroks-Sønnerne.