Lodbrok allerede da have fundet Sted. Og naar man veed, hvor langt kortere Tid der i hine Dage udkrævedes til at stille Begivenhederne i et mythisk Halvmørke, end efterat Christendommen var indført og skriftlige Optegnelser sædvanlige, kan man heller ikke i mindste Maade finde det forunderligt, om hine Sagn, hvorved den ældre og den yngre Lodbrok gjordes til een Mand, allerede i de første Generationer efter Lodbrokssønnernes Fremtræden vare blevne til, og i det Hele taget havde antaget den Form, hvori vi nu kjende dem.
At de Vikingehøvdinger, der baade i de nordiske Sagn og de engelske Annaler kaldes Lodbroks Sønner, virkelig benævnes eller benævnte sig selv saaledes, derom har man endog et samtidigt Vidnesbyrd hos Biskop Asser af Exeter, der samtidig med den engelske Konge Alfred har beskrevet den største Deel af hans Liv; han siger udtrykkeligt, at Høvdingernes tre Systre, Lodbroks Døttre, havde syet deres Fane, kaldet Ravnen[1]. En temmelig vegtig, skjønt ikke samtidig, Autoritet er ogsaa Mag. Adam af Bremen, der skrev ved 1075, og blandt andre Kilder benyttede mundtlige Meddelelser af den danske Konge Svein, Ragnar Lodbroks Ætling; han kalder ogsaa Vikingehøvdingen Ingvar „Lodbroks Søn“[2].
Vore egne Sagaers Beretning om Anledningen til Lodbrokssønnernes Angreb paa England er følgende.
Ragnar Lodbrok, der sad hjemme i sit Rige, medens hans Sønner vare ude i Viking, hørte en af sine Mænd sige, at han ikke kunde maale sig med dem. Derfor besluttede han paa egen Haand at gjøre et Tog, hvorved han vilde komme til at indlægge sig lige saa megen Berømmelse. Han lod derfor bygge to Knerrer – der siges etsteds, at de byggedes i Lider paa Vestfold[3] – saa store, at man hidtil aldrig havde seet deres Mage i Norden, og lod opbyde en stor Udrustning over hele sit Rige. Hans Hustru spurgte ham, hvor han agtede sig hen. Da han sagde, at han agtede sig til England, uden at have større Styrke med sig, end der kunde rummes paa disse Knerrer, advarede hun ham, fordi denne Styrke var for liden og Englands Kyst desuden farlig for store Skibe; hun raadede ham til heller at have flere mindre Skibe og et større Antal Folk. Men han sagde, at jo farligere England var, desto større Hæder var det for ham at undertvinge det med kun to Skibe, og hvis han var uheldig, da var det ogsaa bedst at opoffre saa faa Folk og Skibe som muligt. Han var ikke at bevæge til at afstaa fra sit Foretagende. Hun gav ham ved Afskeden en Pantserskjorte af Silke, som hun havde syet, og
