Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/643

615

Lodbrok og Ella.

som skulde kunne bevare ham mod Hug og Stik. Da han kom til England, led han Skibbrud paa Northumberlands Kyst, men kom dog i Land med alle sine Mænd, fem eller sex hundrede i Tallet. Den Konge, som regjerede der, hed Ella; han havde væntet Ragnars Besøg, og sat Folk til at passe paa, naar han kom, for strax at melde det. Da han nu fik vide, at en fiendtlig Skare var kommen, samlede han en stor Hær og drog ham imøde. Ella gav sine Mænd den Befaling, at de, hvis de sejrede, og det viste sig, at dette virkelig var Ragnar, ikke skulde dræbe ham, men kun tage ham til Fange, da hans Sønner ellers vilde hevne hans Død. Efter en langvarig og heftig Kamp, i hvilken Ragnar gik igjennem Ellas Fylkinger og hug ned til Højre og Vestre, uden selv at blive saaret, maatte dog tilsidst alle hans Mænd bide i Græsset, og han selv blev fangen. Man spurgte ham om hans Navn, men han taug. Da bød Ella, at han skulde kastes i en Ormegaard og sidde der, indtil han tilstod hvo han var; og hvis det da viste sig, at han var Ragnar selv, skulde man tage ham ud saa hurtigt som muligt. Det skede, men han sad længe, uden at Ormene vilde bide ham. Da lod Ella Panserskjorten tage af ham, og strax hang Ormene ved ham paa alle Kanter Ragnar sagde da: „grynte vilde Grisene, om de vidste, hvad den gamle lider“. Han kvad tillige en Vise, hvori han sagde, at han havde holdt 51 berømmelige Slag, men aldrig tænkt at Orme skulde blive hans Bane. Da skjønnede Ella, at dette var Ragnar selv, men for silde. Ragnar lod sit Liv med stort Mod. Ella vovede ikke andet, end at sende Bud til Ragnars Sønner, der imidlertid vare komne hjem, og melde dem Faderens Død. Han valgte dertil en af sine klogeste og tappreste Mænd og sendte ham afsted paa et vel rustet Skib. Da denne Mand kom med sit Følge til Borgen, hvor Ragnars Sønner opholdt sig, gik de ind i Hallen, hvor der var Gjestebud. Ivar, der blot havde Brusk istedetfor Been i sit Legeme, og derfor ej kunde gaa, laa i Højsædet, Sigurd Orm i Øje og Hvitserk spillede Bretspil, Bjørn skjeftede et Spyd. Sendebudet fremførte sit Ærende, og meldte Ragnars Død, medens hans Sønner opmerksomt hørte til, og Ivar spurgte ham nøjagtigt ud om alle Enkeltheder. Da han endte sin Beretning, havde Bjørn trykket saa haardt paa Spydskaftet, at man kunde see Spor af hans Haand; han rystede Spydet, og det gik i to Stokker. Hvitserk krustede den Brikke, han holdt, saa fast, at Blodet sprang frem under hans Negle. Sigurd, der holdt en Kniv i Haanden, hvormed han pudsede sin Negl, vidste ikke af, førend Kniven stod lige ind til Benet; saa aldeles havde deres Sind været optaget med at lytte til hvad Budet meldte. Ivar skiftede Farve, var snart rød, snart blaableg, snart hvid, og ganske ligesom opsvulmet i sit Ansigt. Hvitserk foreslog, at man strax skulde dræbe Ellas Sendebud. Ivar derimod sagde, at de skulde faa fare bort i Fred, og derved blev det. Ved deres Hjemkomst sagde Ella, at enten maatte de