frygte for Ivar, eller for Ingen. Han lod holde omhyggelig Vagt over det hele Rige, at ingen Hær skulde komme uvæntet over ham.
Ragnars Sønner, med Undtagelse af Ivar, talte nu om at tage Hevn; Ivar derimod sagde, at deres Fader havde angrebet Ella uden at være fornærmet af ham, og at han derfor vilde lade sig nøje med Pengebøder for sin Deel. Dette fandt de øvrige Brødre at være en uværdig Tale, og sagde, at de tvertimod vilde udruste ethvert sødygtigt Skib i hele Danmark, for at hevne deres Faders Død, saaledes som det anstod Krigere lig dem. Ivar svarede, at han vilde sidde efter med de Skibe, han havde at raade over. Den Hær, de fik samlet, var derfor mindre end de havde tænkt. Dog sejlede de afsted. Ivar fulgte dem alligevel sidenefter med et eneste Skib. De kom til England, og kæmpede med Ella, men da denne havde stor Overmagt, bleve de slagne. Imidlertid var Ivar ogsaa kommen, uden dog at have deeltaget i Slaget. Han sagde nu, at han vilde forsøge med det Gode, om han kunde saa Ella til at give ham nogen Bod. Hvitserk svarede i de Øvriges Navn, at Ivar i saa Fald fik handle paa sin egen Haand, da de ikke vilde befatte sig dermed. Ivar sagde, at de ogsaa gjorde bedst i, at overlade ham til sig selv; han bad dem drage hjem, og raade for det Rige, de hidtil havde behersket i Fællesskab; de skulde kun sende ham det Løsøre, han fordrede. Dermed skiltes de ad. Ivar drog til Ella, bød Forlig, og spurgte, om han ej vilde unde ham en liden Bod. Ella meente, at han ej var at tro. Ivar sagde, at hans Fordring ej var stor; fik han den opfyldt, vilde han tilsværge Ella, at han aldrig skulde være imod ham. Paa Kongens Spørgsmaal, hvad han fordrede, svarede han kun: saa stort et Stykke Land, som en Oxehud rækker over. Ella tilstod ham det, og Ivar svor, at han ej skulde stride imod ham, eller oplægge Raad, ham til Meen. Ivar lod nu en Tyrehud udbløde, strække og skære i tynde Strimler, dermed omgav han en saa stor Strækning Land, at han paa dette kunde opføre en sterk Borg, nemlig York[1]. Ved sin Gavmildhed vandt han en heel Mængde Høvdinger, og Ella betragtede ham som en af Landets bedste Støtter. Da han endelig troede sin Magt fuldkommen befæstet, sendte han Bud til sine Brødre, at de skulde udbyde Leding og komme til England. De gjorde saa. Ella opbød ogsaa en Hær, men hans Tilhængere indfandt sig ikke. Ivar, der den hele Tid lod som om han holdt med Ella, tilbød sig at drage til sine Brødre og overtale dem til at slutte Forlig, siden han dog ikke kunde kæmpe imod dem. Men istedetfor at stemme dem til Forlig, eggede han dem end mere til Strid, og Enden blev, at det kom til et Slag, hvori Ella blev
- ↑ Saaledes Hr. Hauk Erlendssøn i Ragnars Sønners Historie Cap. 3, ligeledes nævnes York (Jórvík) udtrykkelig i det for omtalte Vers af Sighvat. I Ragnars Saga Cap. 20 nævnes derimod London. Men her siges det heller ikke udtrykkeligt, at Ella herskede i Northumberland. I denne Beretning gjenkjende vi forresten det allerede fra Dido bekjendte og oftere anvendte Sagnmotiv.
