deles i de ældste og paalideligste Kildeskrifter, men kun hos yngre Forfattere, og, som man derfor maa formode, i en noget forvansket Skikkelse[1]. De afvige derhos fra hinanden indbyrdes. Egentlig er det kun det østangliske Sagn, som udtrykkelig nævner Lodbrok. Der var, fortælles der, i Daneriget en Mand af Landets Kongeæt, ved Navn Lodbrok, der havde to Sønner, Ingvar og Ubbe. En Dag sejlede han alene i en liden Baad med sin Høg omkring mellem Øerne og langs Stranden, for at fange Ænder og andenslags Fugl, men en pludselig Storm drev ham ud paa Havet, og efter at være omtumlet i flere Dage og Nætter landede han endelig paa Ostangelns Kyst ved Redham i Norfolk. Her forundrede man sig ved at sinde ham alene med sin Høg, og bragte ham til Kong Eadmund, der formedelst hans smukke og anseelige Ydre viste ham megen Ære, og beholdt ham en Stund ved sit Hof. Da det danske Sprog lignede det angliske, kunde Lodbrok give Kongen en Beretning om den Hændelse, der havde bragt ham derhen. Lodbrok, der fandt Behag i Opholdet ved Eadmunds Hof, bad om at han fremdeles maatte blive der, for at lære Høviskhed og fiin Levemaade. Kongen samtykkede deri. Lodbrok, der var en ersaren og heldig Jæger, gik ofte paa Jagt med Kongens Jæger Bjørn og skaffede meget herligt Vildt til Kongens Bord. Misundelig over Hans Held, myrdede Bjørn ham engang, da de vare sammen paa Jagt, skjulte hans Lig i det tykkeste af Skoven, kaldte Hundene til sig, og gik hjem med dem. Da Kongen ved Maaltidet næste Dag savnede Lodbrok, sagde Bjørn, at han var bleven efter i Skoven, og at han siden ikke havde seet ham. Men neppe havde han udtalt, førend Lodbroks Yndlingshund kom ind, og logrede for Kongen, som rakte den Føde, i det han sagde til de Omstaaende, at Lodbrok nu vist snart vilde indfinde sig. Men ingen Lodbrok kom, og Hunden løb bort igjen, og saaledes gik det i tre Dage, da Kongen endelig, forundret herover, bød nogle af sine Folk følge med Hunden og passe paa, hvor den løb hen. Derved opdagede de dens Herres Lig, ved hvilket den i alle disse tre Dage havde siddet, idet den kun løb op til Kongsgaarden, naar den trængte til Føde. Eadmund blev bedrøvet over Lodbroks Død, lod anstille skarpe Undersøgelser for at opdage Gjerningsmanden, og kom snart til Vished om at dette ikke var nogen anden end Bjørn, som ogsaa tilstod sin Udaad. Eadmund lod nu sine Hirdmænd og Lovkyndige dømme, hvad Straf han skulde have. De dømte, at han skulde sættes i den samme Baad, paa hvilken Lodbrok var kommen, og overgives til Havet, ganske alene, uden Aarer eller Sejl. Men efter faa Dage drev Baaden i Land til Danmark,
- ↑ Bromton, som meddeler Sagnene fuldstændigt, levede i Midten af det 14de Aarhundrede, og citerer med Hensyn til det ostangliske Sagn kun den i Aaret 1307 afdøde Matthæus af Westminsters Verk.
