briht mødte dem, men blev slagen og faldt, hvorefter Danerne satte sig i Besiddelse af York. Imidlertid havde Bjørns Frænder udvalgt en anden Konge ved Navn Ella. Denne sagde en Dag, som han sad tilbords efter en heldig Jagt: idag have vi gjort vore Sager godt, siden vi have fanget fire Daadyr og sex Raabukke. Men en Mand, som i det samme kom ind, svarede: „om I end have fanget alt dette, have I dog imidlertid tabt hundrede Gange saa meget, thi Danerne have dræbt Kong Osbriht, og indtaget York, og ville nu beholde det hele Land“. Ved denne Efterretning samlede Eller sine Krigere, og drog mod Danerne, men blev slagen og faldt med en stor Mængde af Sine, ikke langt fra York, paa et Sted, der siden kaldtes Ellescroft[1]. En anden Bearbejdelse af dette Sagn nævner Ella istedetfor Osbriht, og Arnulf Søfarer istedetfor Bjørn Bocard; Ella boede paa Ellesword ikke langt fra York, og Arnulf paa Becwida noget nærmere denne By[2].
Uagtet de engelske Sagns store Forskjellighed fra de nordiske, see vi dog ogsaa dem dreje sig om Navnene Lodbrok og Ella, og anføre som Bevæggrund til Fiendens Ankomst, at de vilde tage Hevn for en dansk Kongeætlings Drab, eller en Fornærmelse, tilføjet en med det danske Kongehuus beslægtet Mand. Navnet Ingvar paa den fornemste af Vikingehærens Høvdinger, minder ogsaa umiskjendeligt om de nordiske Sagns Ivar. „Ingvar“ er vistnok ikke nogen anglisk Form for „Ivar“, da Navnet ogsaa var almindeligt i Norden, og af en forskjellig Sammensætning[3]; imidlertid er det dog ikke i Udseende eller Udtale mere afvigende, end at ukritiske Sagnfortællere let kunde benytte sig af Ligheden til at gjøre en Søn af den ældre Ragnar Lodbrok, der muligviis kan have hedet Ivar, til den samme, som de angliske Chronisters Ingvar, saa meget mere, som dette Navn skrives paa mange forskjellige Maader, hvorved det stundom kommer til at nærme sig Formen „Ivar“ betydeligt[4], og det derhos heder, at „Ingvar var overordentlig klog, men grusom[5]. De, som kjende de engelske Beretninger, have ogsaa grebet til den Udvej, at gjøre Ingvar til Ivars uegte Broder[6].
- ↑ Bromton, S. 802 flg.
- ↑ Lelandi Coll. de rebb. Britt, II. 367, 368.
- ↑ Ingvar er sammensat af Ingvi eller Ing (ɔ: Guden eller Ættestamfaderen Ingve), og har, eg. hari, d. e. „Hær“; paa gotisk vilde Navnet lyde Iggvjahari. Ívarr derimod af jórr egentlig iorr, d. e. Hest (got. aihvs) og det samme har, eller hari, hvorfor det ogsaa findes skrevet Jóarr; paa gotisk vilde det lyde Aihvahari.
- ↑ Ædhelweard, der overhoved skriver Navnene meest overeensstemmende med de nordiske Former, har „Iver“; Chron. Sax. ligeledes Invær, Ingver, Iver, og etsteds Higwais. Gaimar (Monn. hist. Brit. S. 800–803) har „Ivar“.
- ↑ Henr. Huntingdon, Monum. hist. Brit. p. 738. Denne Forf. siger udtrykkeligt om Ivar, at han fik udvirket Stilstanden ved Nottingham (se nedenfor) ved sin „Rævesnildhed og sine glatte Ord“. Dette tillader sterkt om Ingvars Forhandlinger med Ella.
- ↑ Hr. Hauk Erlendssøn, i Ragnars Sønners Historie, Cap. 3.
